I sidste uge vandrede en dame i sommerkjole direkte ind i et område på Christiania, hvor politiet var i vild gadekamp med demonstranter.

Demonstranterne var oprørte over, at de ikke måtte sælge narkotika. Damen - der bevægede sig fremad, som om hun enten var besat af overjordiske kræfter eller havde spist flere rohypnoler til morgenmad -  blev så skubbet af en politimand, hvorefter hun fløj bagover, som var det en livløs plysbamse, der var blevet skubbet. Det hele blev foreviget på mobilkamera, hvorefter hele det danske samfund begyndte at diskutere politiets hårdhændede metoder.

Skubbede han for hårdt? Hvorfor ikke bare bede hende gå sin vej? Hvorfor var politiet så sure? Hvorfor ikke lave en kop the og sætte sig ned og hyggesnakke om blomsterdekorationer, kærlighed og Uffe Elbæks nye samfundspolitiske udspil? Hvorfor dit og hvorfor dat?

Kære alle demonstranter og politikritikere, det hele er ufatteligt nemt at forstå. Hvis politiet siger til dig, at du skal forlade et område af en eller anden årsag, så skal du gøre det med det samme. Hvis du begynder at diskutere det, som var du med i  et P1-program, så kan du forvente at blive anholdt. Hvis du ikke vil anholdes, så bliver du anholdt alligevel. Hvis du gør modstand, så bliver du anholdt alligevel - bare med blå mærker og knubs over det hele. Og hvis politiet ikke har ressourcer til at gennemføre anholdelsen af dig - måske fordi betjentene slås med 100 stenkastende voldspsykopater, der elsker hårde stoffer - så kan du imødese en ordentlig omgang med kniplerne.

Og det er helt på sin plads. Du skal nemlig gøre, hvad der bliver sagt. Du skal ikke råbe op og stå fast på dine egne lovovertrædelser.

Og så er det lige præcis her, at nogle spørger om, hvorfor politiet må slå, når demonstranterne slet ikke slår? Og hvorfor må de ikke slå igen? Og hvorfor skal politiet bestemme alting?

Det er fordi, at ustyrlige demonstranter og tilsvarende tosser udsætter andre velfungerende mennesker for fare. Det skal politiet sætte en stopper for. Politiet skal derimod IKKE bruge tiden på at diskutere deres ordrer, når de er ved at rydde et område.

For nylig optrådte en af demonstranterne fra urolighederne i 1993, hvor politiet affyrede 113 skud, i Radio24syv, hvor han sagde, at politiet ikke havde behøvet at skyde. De kunne bare have trukket sig tilbage, mente han.

Nej, de kunne ikke. Politiet skal ikke trække sig tilbage fra beboelsesområder, så adfærdsvanskelige gakgakkere kan smadre biler og sætte ild til ejendomme, hvor familier sover med deres små børn. Det er et værre alternativ end at trække pistolerne og skyde mod voldsmændene, hvilket også var det, der skete.

Jeg var en gang på reportagetur en nat med politiets hundepatrulje. Her blev bilen kaldt ud til en ungdomsfest, hvor to knægte omkring de 15-16 år var kommet op og slås om en pige. En af de unge mænd var meget ophidset og måtte tilbageholdes. Så dukkede pigen op og begyndte at sige, at så skulle de i hvert fald også anholde ‘ham der,’ hvorefter hun febrilsk pegede på den anden unge mand, som var helt rolig og synligt beruset. Betjenten svarede ikke, men bad pigen gå tilbage til huset.

»Det vil jeg ikke,« sagde hun trodsigt.

Så røg hun ned på jorden, i håndjern og ind i patruljevognen. Hun så meget forbløffet ud. Betjenten sagde bagefter til mig:

»Unge mennesker nu om dage er opdraget til at tro, at alting er til forhandling. Det er det ikke, når du taler med politiet. Der skal man bare gøre, som der bliver sagt.«

Husk det! Og hav respekt for politiets arbejde.