B.T. har sat fokus på voldtægter og på de domme, der er faldet. For eksempel viser tallene, at hver anden dømte er indvandrer eller efterkommer, at strafferammerne i mange tilfælde ikke bliver udnyttet godt nok, og at der på blot halvandet år er faldet dom i 28 sager om overgreb mod børn. Selv havde jeg som 17-årig en seksuel debut, som gav mig mén i årevis efter. Det vender jeg tilbage til.

Arh, jeg kan mærke, jeg bliver irriteret over at nævne, at indvandrere står for halvdelen af tilfældene. Jeg har lyst til ligesom de svenske medier at lade tallene tale uden at opdele statistikkerne i et 'dem og os.' Til syvende og sidst er det jo ligegyldigt, hvem der står for voldtægterne. Det er lige slemt, om man er dansker eller ej, og det skal straffes lige hårdt. Og måske er der også en lille sandhed i, at det tager fokus fra de danske voldtægtsmænd, der er nøjagtigt lige så kriminelle i deres overgreb som indvandrerne. Går man udelukkende ud fra mulighederne for at tildele straf, ja, så er etniciteten også ligegyldig.

Men skal vi tale præventivt arbejde, så tror jeg desværre ikke, vi kommer udenom at skille statistikkerne ad. For eksempel synes jeg heller ikke, det er irrelevant at se på, om der er en særlig aldersgruppe, der står for størstedelen af de kriminelle handlinger. Faktum er, at flest udpegede mænd er i alderen 19-26 år. Og handler det så om en skidt ungdomskultur? Handler det om en slap holdning til indtagelse af alkohol i Danmark? Handler det om sociale kår? Det er jo slet ikke uvæsentligt at kigge på.

Der er rigeligt at tage fat på, inden man begynder at kigge på etnicitet. Det vanskeligste spørgsmål er: hvornår er noget en voldtægt? Det kan i sig selv være svært at bevise, at man er blevet udsat for en forbrydelse, men det næste er så spørgsmålet om vilje eller overgreb. Er tvangssamleje det samme som en voldtægt? Det rette svar, mener jeg, er: ja! Jeg er vokset op i en tid, hvor det har været gængs at sige til sine døtre: 'Hvis du giver adgang, så giver du også lov, og så er du selv ude om det. For så har du ”selv bedt om det.' Det er også en generation, hvor man har sagt til sine døtre: 'Hvis du klæder dig på en bestemt måde (læs: udfordrende), så må du også forvente, at det kan opmuntre nogen, og dermed bærer du en del af ansvaret for, at noget kan ske.

For mig at se er det den kultur, vi har allermest pligt til at rydde op i og gøre op med. Et nej er et nej. Vi ville aldrig forvente andet af vores sønner. Vi ville aldrig sige til dem, at de skulle lade være med at klæde sig udfordrende. For hvad betyder det? Ville de så ikke kunne gå med bar overkrop? Jeg tror, de færreste mænd ville finde det upassende at gå med bar overkrop eller sidde med adskilte ben eller danse på en sexet måde. De fleste mænd tager det som en selvfølge, at de kan gå klædt, som de vil. Med underbukser, der titter over buksekanten eller med et kig til revnen mellem balderne. For det er jo ligegyldigt. Det er bare mode. Det er bare afslappethed. Men der gælder andre regler for pigerne, og er det egentlig rimeligt? Vi har alle haft en tendens til at sige: 'Jamen, sådan er det jo bare - piger har større risiko for at blive udsat for noget, hvis de går klædt på en bestemt måde. Ergo skal de passe på.' Men hvorfor denne accept af en syg kultur?

Vi kan endda sætte det på spidsen: Hvis en lækker mand kom løbende nøgen nedad Strøget, ville man tænke, idiot! Hvis en lækker kvinde gjorde det samme, ville man tænke, tøjte! Der er en pokkers til forskel.

Men det handler om kultur. En kultur, som vi har levet med gennem århundreder, hvor kvinden er et sexobjekt. Det har jeg absolut intet imod, men jeg har noget imod, at vi accepterer, at det er pigerne, der bærer ansvaret. Det er derfor hele sagen om de video-optagelser af unge piger, der blev delt på sms, er relevant. Vi skal have snakken sporet ind på, hvornår mændene har ansvar. De unge mænd bærer et lige så stort ansvar som pigerne for, at vi respekterer hinanden og hinandens grænser. Et nej er et nej.

Jeg bliver tit i tvivl om, hvorvidt min egen seksuelle debut var en voldtægt eller ej. Jeg var jo gået med hjem, ikke? Jeg var jo glad for ham, ikke? Jeg var forståeligt nok bange, og han var væsentlige ældre. Jeg var 17, han 21. Jeg sagde nej, og så alligevel… Det var forfærdeligt. Noget, jeg aldrig glemmer, og jeg havde mén flere år efter. Ville jeg have reageret anderledes, hvis jeg var 17 i dag? Højst sandsynligt ikke, og det er det, der er humlen. Vi skal have de unge piger til at stole meget mere på deres egen dømmekraft. Nej betyder nej. Det kan ikke siges ofte nok. Og unge mænd skal vide, at det kan være strafbart ikke at respektere det.

Det præventive arbejde handler om at ændre kulturen. Vi kan godt tale om, at indvandrere udgør en alt for stor del af statistikken, men vi skal ikke glemme at gribe i egen barm.