Samuel Rachlin havde i Berlingske en fantastisk klumme, hvor han angreb den nye sprogkultur (eller manglen på samme), der omskriver virkeligheden og gradbøjer sandheden, hvormed man omgår moral og anstændighed.

Rachlin spurgte: 'Hvad fanden foregår der? Og hvorfor er der ingen, der skærer igennem, siger fra og kalder løgn for løgn og vanvid for vanvid?'

Jeg er enig med ham: Hvad fanden foregår der?

Vi har set det med Donald Trump, der ligesom flere af sine politisk ligesindede i resten af verden har præsenteret en helt ny form for viden, der ikke baserer sig på fakta og forskning, men på, hvad man selv synes eller tror. Og hvad er videnskaben så værd?

Poul V. Jensen fra Nye Borgerlige – kunne man også læse i samme avis – mener f.eks. ikke, at forureningen påvirker klimaet, og tilføjer om forskerne:

'Selvfølgelig bygger de det på et eller andet, og jeg har ikke sat mig ind i, hvad de præcis bygger det på. Jeg tager udgangspunkt i min egen opfattelse af dette.'

Jøsses!

På den modsatte side af dette højre(for)drejede vrøvl har vi de politisk korrekte, som ikke er meget bedre.

Jeg ved det, for jeg har boet i Sverige i mere end 16 år. I dag, søndag, går svenskerne til valgurnerne, og det skal blive spændende at se, hvad de har fået ud af deres fuldkommen naive, ja lalleglade, tilgang til det højreradikale parti Sverigedemokraterna.

Under påskud af 'den gode tone' har man ganske enkelt droppet indvandringsdebatten. De åbenlyse problemer har man lukket ører og øjne for, og kritikerne har man trynet.

Med det resultat, at al indestængt galde nu kommer ud i lårfede stråler ovre hos Sverigedemokraterna, som man gudhjælpemig fortsat forsøger at kvæle med tavshed.

Hele pointen – uanset hvilken fløj man tilhører – må være, at vi er NØDT til at lytte til de andres argumenter, mens vi holder snor i, hvad der er fakta, så vi kan tage en åben debat baseret på faktuel viden.

Sverigedemokraternas partileder, Jimmie Åkesson. Vis mere

Det kan godt være, at tonen i Danmark somme tider synes hård, men hold nu op, hvor er vi heldige herhjemme, at vi stadig kan finde ud af at diskutere med hinanden.

At vi tør sige til hinanden: Jeg er uenig, men jeg respekterer dig alligevel!

Rachlin citerede en filosofs kloge ord: 'I tolerancens navn bør vi gøre krav på retten til ikke at tolerere det intolerante.'

Og de intolerante kan i dette tilfælde både være dem til venstre og dem til højre. Der er tendenser over hele verden … også i Danmark … der peger mod en fløjkrig, hvor fløjene hele tiden rykker sig længere væk fra hinanden og slås om at have mest ret.

Demonstranter protesterer mod Sverigedemokraternas Jimmie Åkessons og hans parti i Gøteborg. Vis mere

Samtidig foregår der en selvcensur, som i mine øjne er uhyggelig. Ingen har lyst til at fremstå som forkerte eller uanstændige, men i et forsøg på at rense ud, glatte ud, rydde op og gøre rent i vores historie og kultur, så man selv kan fremstå i et pænere lys, ja, så forsvinder det menneskelige.

I Sverige er man for længst begyndt på den politisk korrekte udrensning i litteraturen, herunder Pippi-bøgerne, hvor man vil fjerne tegninger af f.eks. to eksotisk udseende børn, der vifter Pippi med palmeblade.

Den slags imperialisme hører ikke hjemme i børnebøger, synes man. Men det er lige præcis den form for hellige venstrefløjsindgreb, der provokerer så voldsomt, at det direkte er med til at skabe en demonstrativ modreaktion ovre på den yderste højrefløj.

Og tænk lige tanken til ende: Hvis vi skal ændre på historien og omskrive datidens værker, så de bedre matcher nutidens moralske begreber, hvad sker der så, når højreradikaliserede kræfter får magt og vil have fortiden til at se pænere ud?

Hvis nogen har ret til at justere Pippi, er der vel også nogen, der kan hævde, at de har ret til at justere i ... lad os sige 'Mein Kampf', så Hitler fremstår lidt mere hyggelig. Eller hvad?

Er sagen i virkeligheden ikke den, at vi bliver nødt til at stå ved, hvem vi er? At vi er rundet af en historie, der ikke alle dage har været lige køn?

Vi er ikke ufejlbarlige, men bliver dog klogere med tiden.

Man siger, at samtale fremmer forståelsen, men det gør den altså ikke, hvis vi konstant omskriver begreberne, censurerer os selv og vælger at overhøre vores modstandere.