Filminstruktør Hella Joof har mødt massiv kritik, efter hun valgte at forsvare den svindelsigtede Britta Nielsen i et indlæg i Berlingske den 18. november. Nu tager Berlingskes kulturredaktør, Anne Sophia Hermansen, hende i forsvar.

»Af og til kan man godt få den tanke, at det står skralt til med manges humoristiske sans.«

Sådan skriver Anne Sophia Hermansen i sit eget indlæg i Berlingske, som bærer rubrikken: 'ASH: Forsvar af Hella Joof'. Hun mener nemlig, at Hella Joofs indlæg er ment satirisk.

Selvom langt de fleste på de sociale medier ikke har fanget den satiriske vinkel, som Hella Joof angiveligt tager, så står det klart for Anne Sophia Hermansen, at der er tale om satire.

Anne Sophia Hermansen er kulturredaktør på Berlingske.
Anne Sophia Hermansen er kulturredaktør på Berlingske. Foto: Ólafur Steinar Gestsson / Ã?l
Vis mere

Hun mener, at det er tydeligt, at Hella Joof overdriver og beskriver skæve billeder, og at hendes kommentarer derfor ikke skal tages bogstaveligt.

Hun skriver, at humoren i Hella Joofs indlæg udspringer af tragedien. I dette tilfælde svindlen med satspuljemidlerne.

Så hvis man læser Hella Joofs klumme som en opfordring til at skabe ringere vilkår for samfundets svageste, så har man ifølge Anne Sophia Hermansen en mangel på humoristisk sans.

Anne Sophia Hermansen skriver, at grunden til den vrede, som Hella Joofs indlæg har vakt, skyldes, dels at masserne ikke har fanget ironien, men også at hun ikke indordner sig den politiske korrekthed.

Når Hella Joof tillader sig at mene noget offentligt, som ikke er fuldstændigt politisk korrekt, så står de sociale medie-kritikere på spring.

Ifølge Hermansen er pointen fløjet helt hen over hovedet på dem, som skriver lange kritiske kommentarer, der alle har samme pointe: Hella tager fejl, når hun mener, det er okay at stjæle fra de udsatte.

Anne Sophia Hermansen afslutter sit indlæg med en lille spydighed til de moralske vogtere, der har angrebet Hella Joof på de sociale medier.

Hun skriver, at når stormen har lagt sig, så kan de retskafne moralister gå tilbage til deres samtaler om tonen og vigtigheden af ikke at tillægge andre slemme motiver. De kan hvile sig, indtil Hella Joof mener noget offentligt igen, hvis hun gør det.