De mange forbehold for forsvar af ytringsfriheden udstiller en forkælet apati.

'Er det tid til at lukke munden på Paludan?', lyder en overskrift i Politiken, ligesom en leder i Ekstra Bladet har fået overskriften 'Den nyttige idiot' om selvsamme mand.

Det er blevet sikkert som amen i kirken, at danskernes efterhånden relativiserende forhold til ytringsfriheden stikker sit kujonagtige ansigt frem, når Rasmus Paludan sætter ild til de hellige skrifter, der tilhører den såkaldte fredens religion.

Pludselig begynder alverdens ellers begavede mennesker at skelne mellem “ytringsfrihed” og den falske, søgte modsætning “ytringspligt”, og den grundlovssikrede frihed bagatelliseres i ét væk.

En gennemtygget parole lyder, at hvis ikke man går ind for ytringsfrihed for dem, man ikke er enige med, så går man slet ikke ind for ytringsfrihed. En parole, der er gennemtygget, fordi den er sand og essentiel.

Derfor er det pinligt at se, hvor tungt berøringsangsten har sat sig på det forhold, at Erdogan nu peger på Paludans koranafbrænding foran den tyrkiske ambassade som årsag til, at Tyrkiet ikke vil bakke op om et svensk medlemskab af NATO.

Et spørgsmål fremsat af en journalist på Ekstra Bladet viser problemet i sin reneste form. Rasmus Paludan bliver interviewet om sin koranafbrænding, og undervejs spørger journalisten:

»Den måde, du kæmper for ytringsfriheden på, er den vigtigere, end at Sverige kan blive en del af NATO?«

Rasmus Paludan, da han for nylig brændte en koran af foran den tyrkiske ambassade i Stockholm. 
Rasmus Paludan, da han for nylig brændte en koran af foran den tyrkiske ambassade i Stockholm.  Foto: Fredrik Sandberg/TT
Vis mere

Hvis man går ind for ytringsfrihed, hvilket vi må antage, at danskerne gør – så bør dette spørgsmål skære i ørerne. Præmissen er nemlig mere end almindeligt skæv. Man har allerede kapituleret.

Præmissen for spørgsmålet er nemlig, om ikke man bør gå på kompromis med ytringsfriheden for at behage præsident Erdogan.

Som direktør i Justitia Jacob Mchangama ganske rigtigt påpeger i artiklen i Politiken, under den horrible overskrift 'Er det tid til at lukke munden på Paludan?', så ville mediedækningen af Erdogans udmelding se markant anderledes ud, hvis hans fordømmelse af ytringsfriheden var rettet mod LGBT+-personer.

Hermed et tankeeksperiment. Forestil dig, at LGBT+ Danmark havde sat sig for at kæmpe for LGBT-personers rettigheder. Og lavede en aktion, hvor personer af samme køn kyssede hinanden foran den tyrkiske ambassade i Stockholm. Og præsident Erdogan med præcis samme argumentation som nu nægtede at bakke op om et svensk medlemskab af NATO.

Ville forpersonen for LGBT+ Danmark blive kaldt en nyttig idiot? Nok ikke. Ville journalister så tvivl om deres ret til at praktisere deres aktivisme? Nok heller ikke. Fordi det ville ikke være politisk korrekt.

Alligevel ser vi det nu. Fordi Rasmus Paludan mildest talt ikke opererer inden for det politisk korrekte spektrum. Det er umoderne at insistere på hans ytringsfrihed, uden at tage afstand fra hans budskab.

Men det burde ikke være relevant. Det burde ikke have nogen som helst indflydelse på fundamentale samtaler om ytringsfrihed, hvorvidt et budskab føles godt i mavsen.

Den nyttige idiot er nemlig ikke Rasmus Paludan. De egentlige nyttige idioter er alle dem, der pludselig synes, der skal tages hensyn til en autoritær præsidents foragt for det frie ord.

Tænk sig, at så mange i den danske presse og i den danske intelligentsia er så forkælede, at de tager vores fundamentale friheder for givet.