Alle taber, når kvinder opfører sig som de mænd, de selv hader.
På Politiken har man genindført fænomenet 'fuckability' som kriterium for TV-værters succes på skærmen. Det lignede ellers, at der i 2021 var bred enighed om, at enkeltpersoners subjektive vurdering af, hvor bolværdig et menneske på skærmen var, ikke skulle være afgørende for vedkommendes karrieremuligheder eller noget, de som sådan kunne måles på.
Men den tid er altså forbi. I sin anmeldelse af programmet Natholdet skriver Nina Pratt i Politiken indledningsvist, at hun har en tendens til at forelske sig i talkshowværter. Og snart står det ganske klart, at det altså bare ikke er tilfældet med den nye vært på Natholdet Hadi Ka-koush. Med andre ord: Hun gider ikke bolle ham.
Det fremgår blandt andet i passagen: »Jeg ved ikke, hvad det modsatte af en stådreng er, men det er det, jeg får, når jeg ser det nye 'Natholdet'.«
Og hun afslutter med: »Der er ingen stive brystvorter at hente over denne talkshowvært. Hadi Ka-koush virker til gengæld utrolig sympatisk, varm og som et godt menneske. Men som min onkel plejer at sige: Hvad skal vi bruge sød til?«
Kunne man forestille sig, hvad der ville ske, hvis eksempelvis Ekstra Bladets Thomas Treo skrev, at han ikke fik stådreng af Sofie Linde?
Det er faktisk ikke engang noget, vi behøver at forestille os, da historikken taler sit eget ganske tydelige sprog. Man skal blot huske tilbage på dengang, der i Politiken blev udgivet et portræt af sangerinden Pernille Rosendahl i anledning af hendes 50-års fødselsdag.
I portrættet lagde journalisten nemlig, ifølge Pernille Rosendahl og hendes søster, alt for meget vægt på sangerindens tidligere kærester og smukke udseende. Og dommen var klar: sexisme!
SF-formand Pia Olsen Dyhr var ude og fordømme portrættet, som hun kaldte 'en ommer', Venstres Sophie Løhde fordømte portrættet, og kaldte det 'nedladende'. Filminstruktør Christina Rosendahl kaldte portrættet for 'et skoleeksempel på sexisme'.
Og først beklagede daværende chefredaktør på Politiken, Anne Mette Svane, at portrættet var blevet modtaget sexistisk. Så undskyldte hun igen for, at det VAR sexistisk, ligesom chefredaktør Christian Jensen i en kommentar i Politiken beklagede portrættet. Journalisten bag portrættet beklagede også på egen Facebook.
Så var der paraden af kendisser og semikendisser, som væltede over hinanden for at være først og størst med fordømmelse og forargelse. Indtil fagbladet Journalisten afrundede sagen med en artikel, hvor de spurgte en væld af chefredaktører, journalister og en enkelt tillidsmand om, hvad man kunne lære af sagen. For læres, det skulle der.
Hvor er de allesammen henne nu?
Det kvindekampdygtige vagtværn må til at stoppe op og spørge sig selv, om det skal være et mål i sig selv, at omtale mænd i samme nedværdigende vendinger, som man historisk har omtalt kvinder. For det er der ingen, der vinder på.
Og når man når den erkendelse, er det altså ikke nok at himle op, når det er en god veninde, der står for skud. Det får bare alle til at ligne dobbeltmoralske tyndhuder.
Og så skal vi nok – en gang for alle og hele vejen rundt – pensionere menneskers sexfaktor som bedømmelseskriterie i en anmeldelse. Også på Politiken.
