Samira Nawa skylder et endeligt farvel til Jeppe Kofod.

Jeffrey Epstein, R. Kelly og senest Simon Spies. Der er de senere år gået sport i at rydde op i tidligere tiders seen igennem fingre med magtmænds upassende – og til tider ulovligt – seksuelle omgang med unge piger.

Alligevel er der én, som igen og igen overlever ethvert gennemsyn af hans egen fortid.

Jeg taler selvfølgelig om Danmarks nu tidligere udenrigsminister Jeppe Kofod (S), som i 2008 havde sex med en pige, der kun lige var fyldt 15 år, ved en fest i Socialdemokratisk Ungdom. Selv var han 34 år og udenrigsordfører for Socialdemokratiet.

Men nu kan man altså regne sig frem til, at fælden klapper. Der er nemlig én politiker, som har påtalt, at Jeppe Kofods sag er »klassisk MeToo«, at det »ikke er i orden«, og at vedkommende ikke havde »valgt en minister, der havde sådan en sag liggende«.

Den politiker hedder Samira Nawa, og hun er netop blevet næstformand for Radikale Venstre, som man må forvente vil kræve indflydelse på den kommende regeringsdannelse. Det var trods alt dem selv, der startede det hele.

En afgørende faktor for, hvordan sagen med Jeppe Kofod har været behandlet og omtalt de seneste 14 år, er kvinder med magt. Og ironisk nok særligt feministiske kvinder med magt.

Den nyslåede feministdronning i Danmark, Helle Thorning-Schmidt, var jo faktisk hende, der oprindelig besluttede, at Jeppe Kofod ikke skulle ud på røv og albuer. Og senest har hun med udgivelsen af sit feministiske manifest 'Blondinens betragtninger' gudhjælpemig fredet ham igen.

Tidligere udenrigsminister Jeppe Kofod (i midten) under valgaftenen hos Socialdemokratiet på Christiansborg.
Tidligere udenrigsminister Jeppe Kofod (i midten) under valgaftenen hos Socialdemokratiet på Christiansborg. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Og hele den danske feministstand rullede om på ryggen i håb om at blive aet på mavsen af feministen med gudestatus. Klappede og knipsede i takt, gjorde de. Hyklere hele bundtet.

For sandheden er jo, at man kan mene, hvad man vil, om Jeppe Kofod, om den 14 år gamle sag, og om, hvorvidt en sådan mand bør bestride et så prominent embede.

Men uanset hvad, er det hykleri, hver eneste gang et folketingsmedlem på venstrefløjen fordømmer Simon Spies. De har nemlig selv – hver og en – holdt hånden under en regering med Jeppe Kofod som udenrigsminister.

Og hvorfor? Manden har ikke siddet i Folketinget siden 2014, så det er jo ikke engang, fordi man kan pege på den store folkelige opbakning til ham eller hans politik.

Det undrer mig, at så mange er blinde for, hvilken vej samfundet udvikler sig.

Den samlede befolkning ser langt mere ned på magtmænds seksuelle omgang med unge piger nu, end vi gjorde for tre år siden.

Ligesom vi for tre år siden så mere ned på det, end vi gjorde tre år før det. Og hvad sker der mon så om tre år?

Jeg tror, historien vil dømme alle de frelste kvinde-aktivistiske hyklere med iskolde, barmhjertighedsløse øjne, og når den gør det, skal de ikke komme og sige, at jeg ikke sagde det.