Da multikunstneren Tobias Rahim udgav en digtsamling, faldt hele den snakkende klasse ned i samme liderlige, penisformede hul.
Som man råber i skoven, får man svar, og når en stor, flot mand udgiver en stor, flot digtsamling med store, flotte billeder af sig selv, er der ikke noget at sige til, at der bliver reageret på det. Og det er akkurat, hvad der er sket med udgivelsen af Tobias Rahims digtsamling 'Drømmene maler virkeligheden'.
Alligevel er det kammet over for den danske anmelderstand, som med larmende forudsigelighed gik i rødmende selvsving over den helt og delvist nøgne mand. Det er ikke tit, man kan læse fniseri på skrift, men det skal jeg da lige love for, man har kunnet siden udgivelsen.
Selvfølgelig er billederne af Tobias Rahim med, fordi læserne skal forholde sig til dem. Men penishysteriet har taget overhånd. Tænk sig, at den danske intelligentsias reaktion på synet af en nøgen mandekrop er, at råbe »SE, EN PENIS!«. Det bliver da ikke mere kedeligt end det.
Og så er hele woke-Titanic ved at sejle ind i et isbjerg af dobbeltstandarder. Vi skal jo ikke langt tilbage, før den danske offentlighed blev skolet af fjerdebølgefeminismen, som forklarede os, at afklædte kvinder også skal tages alvorligt.
At kvinder ikke bør diskvalificeres for deres æstetiske udtryk, og at en demonstrativ seksualisering af en selv sagtens kan gå hånd i hånd med at have noget på hjerte og hjerne. Det samme må jo gøre sig gældende for mænd. Det burde det i hvert fald.
Men det har altså stort set ikke været muligt for nogen, at forholde sig til bogens temaer og budskaber, som andet end fodnoter til overskrifter med penis i fokus.
Temaer som maskulinitet, identitet, jantelov, flugt, drømme, traumer, skam. Moral og intuition. Kærlighed og had. Hver og en er de druknet i penissnak, og flere har sågar dømt bogen ude.
Og det er selvfølgelig legitimt at mene, at bogen ikke har lyrisk eller litterær kvalitet, men det smager bare lidt af, at den store flotte mand ikke også kan være lyrisk, når han er så stor og flot og nøgen.
Og så er vi ved endnu en banalitet, som læner sig op ad de dobbelte standarder. Det er nemlig heller ikke længe siden, at vi blev skolet i, at kvinder godt kan være smukke, kloge og talentfulde samtidig.
Det har vi både lært af debattør og litteraturkritiker Katherine Diez, og vi har sågar lært det så sent som under valgkampen, hvor Pernille Skipper var »fucking færdig« med at blive reduceret til et kønt ansigt.
Helt essentielt er der særligt et spørgsmål, der trænger sig på: Har I aldrig set en penis før?
Og det er muligvis her, hunden ligger begravet. For der er ikke det store erfaringsgrundlag, når det kommer til den offentlige samtale om penisser. Vi har opbygget en resistens over for bryster, som de fleste kan tale om uden at rødme, uanset om det er i en seksualiseret kontekst eller ej.
Ligesom en kvinde nok godt kunne udgive en bog med nøgne portrætter, uden at samtlige overskrifter skulle indeholde forskellige fisse-udbrud. Det ville da i hvert fald være mere klædeligt og værdigt end det her.
