Skal der være fest?

Så lad der være fest!

På tirsdag går det løs, og der kommer til at være massiv forskel på, hvor festlige de respektive valgfester bliver.

Hermed et bud på, hvor grimt og skønt det hele kommer til at se ud:


Med angstsved må de selvretfærdige spise revet kål med fingrene. Helt grundlæggende ved alle radikale jo, at de har ret i alt. Men lige hér er det svært at ignorere, at alt er i sort-hvid. En cellist er opstået ud af den blå luft og spiller Frédéric Chopins “Marche Funèbre” ovre i hjørnet.


Hvis Dansk Folkeparti har nogen som helst form for humor, udvikler de en drukleg, der går ud på, at de skal tage et shot Fernet Branca Menta, hver gang de krydser spærregrænsen i en exitpoll. Både den ene og den anden vej.


Det er sgu næsten mirakuløst, at de stadig selv tror på det. Sikandar Siddique gør det til sidste sekund, og vil insistere på, at alle de brune stemmer helt sikkert først bliver talt til sidst. Fordi racisme! Alle andre vil bide sig i læben for ikke at være den første, der kommer til at råbe “Men han har jo ikke noget tøj på”.


Tombolaen drejer, og her danser almindelige mennesker fra det almindelige arbejdsmarked ind i politik og på dansegulvet. Læger, sygeplejersker og Jon Stephensen. De hører Thomas Helmig.


Bitcoin og granatæbleshots til alle!


Hvis man insisterer på kun at indtage Coca-Cola Zero og pålægschokolade, har man så en spiseforstyrrelse eller Downs?


Det bliver sådan lidt la la...


En god ven sagde for nylig, at Søren Pape Poulsen er den elev, der ikke nåede toget til Hogwarts. Nu står han så dér på perronen og smager på sin egen undergang. Mens kameraerne ruller, må man dyrke, at der muligvis er en eller anden fremgang i forhold til sidste valg, men det er jo ikke noget, nogen sådan rigtigt tager alvorligt. Britt Bager græder.


Who cares ?


Avavdvavdejrkdlavsj, det er jo crazy, det her..!


Det er nærmest ikke værd at bruge tid eller plads på. Voksne mennesker, der stadig ikke fatter, at vi andre ikke gider homofobi og abortskam, må tage en tudekiks.


Imens Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen dyrker en socialdemokratisk fremgang på 0,083 procent, står resten af festen og frygter et nakkeskud fra den tjenestepistol, de har i nakken, hvis ikke de griner oprigtigt nok. Klapper højt nok. Smiler bredt nok.


400 mennesker står i Vega og klapper ad, at Pernille Skipper fik et slag ind i den sexistiske debat. Mænd er lort, ved vi jo.


Jeg måtte tælle fire gange, om jeg havde alle partier med på listen. Og det gav ikke mening for mig, at jeg kun havde 13, når der skulle være 14. Det var Nye Borgerlige, jeg havde glemt. Det kommer festen til at bære præg af.