Traditionen tro er den 19. november mændenes internationale kampdag.
En dag, hvor mandens problemstillinger, udfordringer og knuste drømme bør blive sat i fokus. Men hvor virkeligheden er, at vi nok aldrig oprigtigt har fejret manden i dag.
Nej, virkeligheden er, at størstedelen af de samtaler, der handler om mænd, enten er faciliteret af kvindebevægelsen eller af ressourcestærke mænd, som primært fra en politisk elitær vinkel 'slås' for mænds såkaldte rettigheder. Derfor ender det ALTID med, at mændenes dag hijackes af dagsordener om vores pikke, om niveauer af sårbarhed eller grader af feminisme, vi bør abonnere på. Men nu skal det være slut!
Jeg nægter, at acceptere kvindebevægelsens ensidige fokus på det at være mand. For vi mænd har vanvittigt store problemer, som ingen vil tage seriøst. For fanden – vi vil ikke engang selv tage vores største problemer seriøst. Derfor er der brug for, at vi mænd, der har modet til det, tager ordet og deltager mere.
Men det kræver to ting: Først og fremmest en erkendelse af, at vi mænd, der kender til smerter i livet, nederlag, ødelagte kroppe på grund af fysisk arbejde og smadrede drømme, kræver taletid. Eller skaber vores egen taletid, hvis ingen vil give os den.
Det andet er, at vi skal kalde os for det, vi er – tabermanden. Ja, du læste rigtig – tabermanden. For virkeligheden er, at størstedelen af danske mænd ikke er succesfulde erhvervsmænd, der 'optager' bestyrelsesposter, eller middelklasse-forsørgere, der sidder i weekender med naturvin i hånden, mens vi lytter til 'mandefrelseren' Tobias Rahim og diskuterer, hvorvidt vi burde græde noget mere.
Nej, størstedelen af danske mænd slås med store problemer. Det kan være depression, afhængighed, selvmordstanker, vold, mistrivsel og angst for ikke at slå til. Vi er generationer af ødelagte mænd, der har givet vores kroppe, vores sind, vores drømme og vores liv, for at andedammen kan blive ved med at være, som den er.
Derfor må vi ikke sætte os tilbage og lade mandefrelseren Tobias Rahim, kvindebevægelsen og kun ét segment af vores køn definere vores dag, vores kamp og vores søgen efter at få hjælp til at leve, eksistere og blive anerkendt.
Nej, vi skal fandeme ikke acceptere, at når vi forsøger at sige, at mænd ikke 'ejer' samfundet, at så skal vi spises af med, at 'mediechefer kun er mænd' eller 'lønnen er højere'. Det er sgu nok, at vi mænd taber mere år efter år, og at vi er ved at blive en underklasse, der ikke engang selv kan stoppe vores egen undergang.
Siger jeg så, at kvindebevægelsen, mandefrelserne og resten af naturvins-segmentet ikke skal have lov til at tale om deres forståelse af mandens problemer? Nej, overhovedet ikke. Faktisk tror jeg, at fokus på begge dagordener kan skabe en alliance, der virkelig kan gøre en forskel.
Men tiden er kommet til, at os tabermænd stolt skal sige, at vores problemer fylder meget mere, og at vi kræver dybere snakke, der ikke kun handler om maskulinitet, pikke og det at græde. Og til kvindebevægelsen og resten af slænget – træd nu til side i ny og næ og giv os ordet.
Så, kære tabermand derude. Dig, som knokler for at forsørge familien, dig, som har ødelagt din krop, har glemt at passe på dit sind eller er tæt på at give op – vi er her for dig. Vi er mange, og tiden er kommet til, at vi sammen hjælper hinanden frem. God tabermandens dag.
