Ali Aminali: Christiansborg har kvindeblod på hænderne

Jeg er vred, skuffet og har lige nu kvalme.

Fredag morgen midt i min morgenrutine, som består af at se Gurli Gris, smøre madpakker og servere morgenmad for mine to drenge, læste jeg overskriften 'Gravid kvinde dræbt af knivstik i Holbæk – barnet lever fortsat'. Nu kender vi ikke til motivet bag drabet, ej heller hvem gerningsmanden er, men det ændrer ikke på, at vi står med endnu et kvindedrab.

Med det samme overtog en følelse af kvalme min krop, og jeg sad målløs tilbage. Efter få sekunder blev kvalmen erstattet af en følelse af vrede og skuffelse.

Vrede over for de politikere, der gang på gang lover os, at de vil handle, hvad angår kvindedrab. Vrede over, at man endelig får nosset sig sammen til at vedtage en handleplan, som man alligevel ikke kan finde økonomi til. Undskyld mig, men hvad fanden foregår der her?

For ikke mindre end halvandet år siden skete der enormt mange kvindedrab efter hinanden, og et af de mønstre, der gik igen, var, at der var blevet forsøgt bedt om hjælp, før det skete. Men ingen lyttede eller tog det seriøst.

Nu står vi så her i 2022, hvor tallet er på ni partnerdrab på kvinder, to fjerndrab, og så den stakkels afghanske kvinde i Holbæk, som blev knivdræbt med en baby i maven. Dermed er vi oppe på de 12 drab, vi i gennemsnittet oplever om året i Danmark. Drab, som potentielt kunne være undgået, hvis man havde haft den rette støtte, og hvis man var blev taget seriøst, når man søgte hjælp.

Ærligt talt – det kan ikke passe, at jeg lever i en velfærdsstat, som ikke kan håndtere eller finde midler til at gøre en seriøs indsats over for kvindedrab. Det er jo en skandale, og jeg fristes til at sige, at vi er nået dertil, hvor Christiansborg decideret har kvindeblod på hænderne.

Det her er et strukturelt problem, og derfor kræver jeg som far, bror, og som borger i det her velfinansierede, skattestøttede rige, at der findes penge til dette område.

Vi ved præcist, hvilke otte tegn der er, før det hele går galt. Vi har en masse evidens for, hvordan vi kan stoppe vold i nære relationer, høje konflikter og potentielle drab.

Nu mangler vi bare, at politikere og ministre, der har politisk mod til at prioritere det. Og faktisk burde det være nemt, for i februar skrev Trine Bramsen, daværende minister for ligestilling:

»Vi taler ikke om kvinder, der har været en del af bandekonflikt, anden kriminalitet eller tilfældige ulykker. Vi taler om kvinder, der er blevet dræbt, fordi de er kvinder. Vi har et problem, Danmark.«

Men det var tom snak, for når det kom til stykket, støttede sosserne ikke handleplanen op med økonomi. Men det må fandeme være nok nu! Der skal handles, og det skal ske nu – og her tænker jeg også på det borgerlige Danmark, der netop har tabt valget, fordi de gik til valg på fortiden og ikke fremtiden.

Hvad med, at I greb bolden? En bold, de røde åbenbart taler om, men som de ikke kan få driblet i mål. Især også fordi vi er begyndt at se flere episoder, hvor mellemøstlig ære er i spil. Det så vi i sagen i Randers, hvor en far og søn er dømt for æresdrab, fordi kvinden potentielt var 'frigjort'.

De borgerlige taler ofte om familien som kernen. Hvad med, at de tog ansvar her? De har jo gjort det før! Bare se på Søren Pape Poulsens psykisk vold-lovgivning.

Så, kære Christiansborg – I har kvindeblod på hænderne. Tag jer sammen på tværs af fløjene og gør noget ved det, før det næste drab og det næste og det næste finder sted!