Da jeg var knægt, var der en fyr på skolen, der med jævne mellemrum morede sig med at tæve løs på mig.

Han behøvede ikke nogen anledning. Han slog bare. Han flækkede mine øjenbryn og min læbe et par gange. Han smadrede mine briller. Han ødelagde for en sikkerheds skyld også min cykel, da vi tilfældigvis en dag passerede hinanden nede i Lodsgade.

Han hed Poul, og han var ligesom jeg en halvfattig fyr i provinsbyen. Vi var jævnaldrende. Vi gik på samme skole i samme by.

Vi gik i stort set det det samme tøj og holdt med det samme fodboldhold. Vi havde faktisk en del tilfælles. Men han var en fyr med store muskler, og jeg var en fyr med en stor mund. Og det blev så selve temaet mellem os.

Jeg kommer i tanker om det, fordi vi jo alle sammen for tiden er omgivet af valgkampen i et land, hvor de fleste af os har meget til fælles.

Og alligevel er det ikke temaet mellem os. Den politiske fortælling er derimod et land, der er delt i rødt og blåt, kvinder og mænd, privat og offentlig. Og så videre. Vi er lige nu øjensynligt et splittet land.

Jeg bor derimod i en fantasiverden. Jeg bor i et land, hvor 80 procent af de blå i virkeligheden kunne blive enige med 80 procent af de røde et pænt stykke af vejen. Hvis de ville.

Jeg bor i et land, hvor alle ønsker at efterlade landet og planeten i rimelig god stand til vores børn. Jeg bor i et land, hvor vi ikke er helt enige om skatteprocenten, pensionerne og normeringerne.

Men hvor stort set alle er enige om at hjælpe de svageste og at håbe på de stærkeste.

Vi er mere enige, end vi vil være ved. Der er flere konflikter end problemer. Men hvis jeg siger det i politiske miljøer, vil de vælte ned af stolene af grin.

De er oplært til, at livet handler om venner og fjender. Og de får næring til det ved at kigge ud på et samfund og en verden, der er fyldt til randen af rasende demonstranter, vrede bevægelser og indædte organisationer.

Vi er efter flere hundrede års bestræbelser på at skabe nogenlunde harmoniske samfund på vej ind i kronisk stridbare tilstande.

Vi kæmper mod de andre, vi kæmper for vores egne. Fra kolonihaven til skolebestyrelsen over vejforeningen og parlamentet har vi ingen ambition om at nå en vis enighed med de andre. Vi agter derimod at vinde over dem.

Så her sidder jeg som formentlig den sidste på planeten og slår et slag for fordrageligheden. Jeg er den sentimentale herre fra Benny Andersens digt, ham der sidder i haven med krokus på bordet og øl i maven.

Ham der vil enes med de fleste, med sin kone og sig selv. Og en dag bliver jeg udstillet som voksfigur hos Madam Tussauds som verdens største vatpik.

Jeg skylder dog at nævne, at vatpikken faktisk en dag tog kampen op mod Poul fra hjembyen. For da han for niende gang havde givet mig en blodtud inde på skolens pissoir, gik jeg dagen efter hen til parkeringspladsen, fandt hans knallert, fjernede topstykket og hældte 100 gram sukker og en håndfuld fra de små klassers sandkasse ned i indsugningen.

Det var en blå Kreidler Florett, og det var en flot knallert, men den kom mig bekendt aldrig til at køre igen. Til gengæld fik Poul en ny god grund til at tæve løs på mig i lang tid derefter. Og derfor denne klumme.