Vi elsker Kim Larsen.
Mere, end vi troede. Fredag gik tusinder og atter tusinder på gaden i flere danske byer for at hylde den afdøde spillemand. Hvilken manifestation. Rørende for familien og for alle os andre. Som Kim Larsens kone skrev på Facebook fredag:
»Vi er taknemmelige for den store opmærksomhed, men Kim havde selv sagt “stoooop”.«
Vi var bare ikke til at stoppe. Vi ville hylde den gamle mester, der har skrevet og sunget for os i 50 år, som var vi en stor ‘familien Danmark’. Det er vi bare ikke. Vi ved det godt, men i denne uge var vi som en stor familie.
Larsen døde sidste søndag, og hele ugen er ønsket om at markere ham blot vokset og vokset. Vi elsker sådan set bare vores land og leder efter måder at vise det på. Siden vi ikke længere vinder fodboldmesterskaber, som kan samle os, har vi valgt at samles om Larsen.
Den overvældende deltagelse fredag burde ikke komme bag på nogen, for læserne har gennem ugen læst og kommenteret på alle de historier, vi har skrevet om Kim Larsen. Alligevel var det overraskende stort.
Bogormen Larsen
Kim Larsens tekster var enkle. Alle kunne synge med. Selv var han en stor bogorm, som man kaldte det, da Kim Larsen voksede op. Han slugte bøger, også de mere vanskelige.
Flemming Rose fortalte i ugen, hvordan han og Larsen kunne diskutere den kirgisiske forfatter Djengiz Ajtmatov. Rose havde fundet ham under sit russisk studie, Kim Larsen havde bare fundet ham og blevet fascineret af forfatterens fortællekunst.
Gennem Rose og Larsens diskussioner om Ajtmatov bliver også Kim Larsens definition af kunst relevant. 'Min opgave er ikke at fortælle en kunstnerisk sandhed, det er at underholde, at have en fest. En kunstner derimod åbner sin sjæl uden forbehold for at fortælle den dybeste sandhed', var Larsens pointer, og han så ikke sig selv som kunstner.
Kim Larsen var spillemand og privat til det sidste.
Den ærlige familie
Familien betød naturligvis noget for Larsen. Han efterlod kone og seks børn fra tre ægteskaber. Familien har ønsket at være private og afslutte livet med mand og far ved en lukket ceremoni. Det er accepteret af alle.
På Facebook har nogle af børnene, Sylvester og Alice Eva, givet udtryk for deres følelser og savn. Især Sylvester lægger ikke skjul på, at forholdet til Kim Larsen som far indimellem var platonisk og udfordrende. Mest på grund af fravær og en vis uforsonlighed. Men størst af alt var alligevel kærligheden og savnet. Det har været meget fine beskrivelser af forholdet mellem børn og en meget berømt far, beskrevet med en stor grad af ærlighed.
Politikernes Kim Larsen
Det var også ugen, hvor alle pludselig kendte Kim Larsen. Selv har jeg desværre kun mødt ham en gang som 17-årig på diskotek Riverside i Holstebro, hvor min ven Torben og jeg forsøgte at være rigtig kække overfor Gasolin og Larsen, som selvfølgelig afsluttede aftenens koncert sammen med de lokale.
Der har ikke været mange taler i denne uge - og slet ikke fra Folketingets talerstol - uden at nævne en strofe fra Larsen. De fleste er sluppet dårligt fra det. En undtagelse er landets statsminister, der skrev et meget personligt og langt mindeord allerede søndag, og som indledte og afsluttede sin åbningstale med at citere fra Larsens sangskat.
Alle ved - også Løkke - at Larsen ville hade det. Alligevel har det været fristende for alle politikere at smide en linie eller en strofe ind i talen. Det stopper nu.
Danmarks Larsen
Det er jo vildt at tænke sig, at manden i begyndelsen af sin karriere hentede sit tøj på Kofoeds Skole og siden gik klædt som en hjemløs. Manden, der kom fra Christianshavn - nærmest Christiania -, og som altid talte de udsattes og udstødtes sag. Manden, der gennem sine tekster og film talte det bestående imod: ‘En regering er for de svage. De stærke skal nok klare sig selv’.
Manden, der så sig selv som udenfor, men alligevel følte sig priviligeret: ‘For en spillemand er heldig, når han har nogen at spille for’.
Manden, der ikke tog imod ordener, fordi han ikke troede på monarkiet, hvilket han stod ved, skønt alle andre senere begyndte at dyrke kongehuset.
Manden, der trods sin modstand alligevel gerne ville spille for Dronningen: ‘Jeg kan jo godt li' damen’.
Kim Larsen var sig selv, og med den slidte kasket af den gamle, ternede slags var han hele tiden genkendelig - ingen forandring her.
Det er vildt at erkende, at han var manden, der for alvor forenede os og skabte en fælles historie om Danmark. En historie om os. En outsider, der var en af vore egne.
Det er vildt, og det er vel derfor, vi siger tak. Tak. TAK. OG TAK, Kim Larsen.
