En gammel og syg mormor. Det var, hvad den nu 15-årige Kateryna Mykahailuk blev udvist til den 27. juli i år.
»Hun er ked af det og græder hver eneste dag,« fortæller hendes mor, Iryna Unger, på telefonen fra Odense med tristhed i stemmen.
Historien om Kateryna og hendes tragiske skæbne er blot én af mange.
I den forgange uge har B.T. skrevet historier om 13-årige ‘Mint’, om 15-årige Tra og Aphinya på 13. Blot tre af utallige børn og unge, der er blevet udvist af Danmark, og som af Udlændingestyrelsen er blevet erklæret uegnede til vellykket integration. På trods af, at de allerede var integreret. Ligesom Kateryna var det.
Søren Unger - som kalder sig Katerynas ‘papfar’ - lægger ikke skjul på, at han faldt pladask for pigens mor Iryna, da de for 10 år siden mødtes i Ukraine. Og det var gengældt.
Men først i 2015 flyttede hun til Danmark, hvor de samme sommer blev gift.
De valgte dog at vente med familesammenførsel, til Iryna kunne stå på egne ben.
»Min mand arbejder som teknisk supervisor på byggeprojekter i udlandet i perioder, så derfor var det vigtigt, at jeg kunne klare tingene alene, før Kateryna kom hertil,« siger Iryna Unger på fejlfrit dansk. Hun læser på Syddansk Universitet, hvor hun studerer humaniora på overbygningen.
Sidste sommer kom Kateryna hertil, og i august startede hun på Tarup Skole, hvor hun hurtigt tog det danske sprog til sig og blev en integreret del af 8B. Fik venner. Og et liv.
Hun var glad og lykkelig. Og det samme var hendes mor og ‘papfar’.
»Endelig skulle vi være en familie.«
Men allerede i oktober blev der slået skår i den fynske lykke. Dér kom det første brev fra Udlændingestyrelsen. Et nej. De ankede. Ventede. Afslag. 14-årige Kateryna skulle forlade Danmark. Straks.
»Vi havde så mange planer for sommeren. Vi skulle til Skagen på sommerferie. Vi skulle holde hendes 15-års fødselsdag med hendes nye veninder, og hun skulle på lejrskole til Bornholm med klassen, en tur hun selv havde hjulpet med at indsamle penge til.
Hun havde gjort så meget og lært så meget dansk. Og så var det slut,« siger Iryna Unger.
Knap tre uger før, hun skulle have fejret sin 15-års fødselsdag, stod hun - på én af de utallige varme, solrige og knastørre sommerdage - i Kastrup Lufthavn sammen med sin mor og ‘papfar’. Tårerne fossede ud af tre sæt øjenkroge.
»Jeg græd og græd, da de gik gennem sikkerhedskontrollen,« husker Søren Unger, hvis kone fulgte datteren tilbage til Ukraine. Til en hverdag i en lille isoleret landsby, til en hverdag i mormoderens lille hus.
»Jeg følte mig magtesløs. Frustreret og skuffet. Hele min verden brød sammen. Jeg har kendt Iryna i 10 år. Jeg elsker hende overalt på jorden og havde forestillet mig, at vi skulle have et liv og en tilværelse i Danmark sammen med datteren.
Da vi fik besked om, at hun skulle udvises, var det som en bombe, der blev smidt ned over vores tilværelse. Det eneste, jeg ville, var, at give datteren en kærlig, tryg og sikker opvækst. Og det har hun ikke i Ukraine,« siger Søren Unger.
Udvisningen af Kateryna har påvirket dem alle hårdt.
Dels er Iryna nødt til jævnligt at pendle mellem Odense og Ukraine, dels er Kateryna en teenager på 15 år, som - udover dagligt at skulle rejse 30 km hver vej for at passe sin skole - må dele værelse med sin mormor.
Og hver dag, når en lang skoledag er slut, må hun hjælpe med at passe det lille landbrug, der hører til huset.
»Hendes mormor er meget syg. Hun er ikke kun en gammel dame, men har en svulst i halsen og mange skavanker, som ikke gør hendes tilværelse nemmere. Det er uholdbart for alle. Hvis vi ikke snart finder en løsning, er det svært at bibeholde et ægteskab,« siger en dybt frustreret Søren Unger, som har overvejet at flytte til et andet land som en plan B.
»Men vi elsker Danmark. Jeg har en søn på 24. Har al min familie her. Og jeg har aldrig ligget systemet til last. Vi har ret til at være sammen.«
Et par tusind km fra Odense sidder 15-årige Kateryna. Hver dag, når hun snakker med sin mor, er hun ked af det og græder. Spørger utrætteligt, om der er noget nyt.
Hver dag må mor sige nej.
»Som alle andre mødre vil jeg gerne give hende det bedste. Og det bedste er, at vi kan være sammen som en familie i Danmark,« siger Iryna Unger.
»Vi vil kæmpe til det sidste,« siger Søren Unger.
