Onsdag eftermiddag var udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) i folketingssalen, hvor hun var tvunget til at besvare spørgsmål i den aktuelle sag om den udviste 13-årige Mint og de mange andre børn i samme situation.

Men selvom socialdemokraternes Bjarne Laustsen prøvede ihærdigt, lykkedes det fortsat ikke at få Inger Støjberg til at svare på, hvorfor 13-årige Mint eller nogle af de andre børn i samme situation ikke kan integreres i Danmark. Sådan lyder myndighedernes vurdering nemlig af børnene.

I salen bragte han det frem, at mange af børnene klarer sig godt i Danmark. Han nævnte selv sagen om 13-årige Aphinya, som nu opholder sig i Flensborg i det, Laustsen kaldte 'landflygtighed'.

»Man har ikke medtaget udtalelser fra skolen, de aktiviteter, som hun går til, at hun taler næsten perfekt dansk, at hun har kammerater og så videre,« sagde Bjarne Laustsen og fortsatte:

13-årige Mint er udvist af Danmark, da hun ifølge myndighederne ikke kan integreres. Det står fortsat ikke klart, hvorfor Udlændingestyrelsen og senere Udlændingenævnet er nået frem til den konklusion.
13-årige Mint er udvist af Danmark, da hun ifølge myndighederne ikke kan integreres. Det står fortsat ikke klart, hvorfor Udlændingestyrelsen og senere Udlændingenævnet er nået frem til den konklusion. Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Jeg kan ikke se, hvorfor der ikke skulle være plads til nogen, som er sådan nogle lysende eksempler på nogen, som VIL Danmark. De har jo klaret integrationen på rekordtid. Hvorfor siger man så, at de ikke kan integreres, når de nu allerede er integreret,« sagde han.

Inger Støjberg angreb herefter Bjarne Laustsen for uordentlighed.

»Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke synes, det er i orden at diskutere sagerne på den her måde, når nu man ikke må diskutere dem på den her måde,« sagde Støjberg og henviste til, at hverken hun eller andre må omtale sager med personfølsomme oplysninger i Folketinget.

»Når det er sagt, så er der ingen af os, der ikke kan føle med de her familier. Men havde de her kvinder blot taget deres børn med til Danmark i begyndelsen og ikke efterladt dem i eksempelvis Thailand i mange år, så havde vi ikke stået her. Det er så vigtigt at få sagt,« forklarede Inger Støjberg.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg. Selvom hun skulle svare på spørgsmål i Folketingssalen onsdag eftermiddag, så fik vi fortsat ikke et svar på, hvorfor 13-årige Mint og de andre børn ikke kan integreres i Danmark.
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg. Selvom hun skulle svare på spørgsmål i Folketingssalen onsdag eftermiddag, så fik vi fortsat ikke et svar på, hvorfor 13-årige Mint og de andre børn ikke kan integreres i Danmark. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Inger Støjberg har flere gange udtalt, at hun ikke kan forstå, hvorfor familier efterlader deres børn i udlandet i en periode, mens de selv har fået ophold i Danmark. Det gentog hun i folketingssalen.

»Jeg kan personligt synes, det er underligt, at man lader sine børn blive i Thailand i en årrække,« sagde Støjberg.

Ministeren angreb også anklagen om, at hun og de danske myndigheder 'splitter danske statsborgeres familier', som flere andre af Folketingets ordførere - herunder Andreas Steenberg fra Det Radikale Venstre - har sagt.

»De her børn har ikke opholdstilladelse, fordi deres mor har efterladt dem i Thailand, og så har deres mor søgt om opholdstilladelse, og så har de ikke fået det. Der er ikke tale om, at man splitter familier op,« forklarede Inger Støjberg.

B.T. var til stede ved folketingssalen og forsøgte at få en kommentar fra Inger Støjberg. Ministeren ønskede dog ikke at tale med B.T.

Det ville Bjarne Laustsen til gengæld gerne.

»De unge mennesker, der kommer her og lader sig integrere på rekordtid, de skal selvfølgelig have en chance i Danmark,« sagde han og fortsatte:

»Ministeren må hoste op med en løsning.«