62 børn står i samme situation som 13-årige Mint. De er alle blevet udvist af Danmark, efter at de danske myndigheder har vurderet, at de ikke kan integreres.

Ifølge en opgørelse fra Udlændinge- og Integrationsministeriet, så er 120 børn blevet integrationsvurderet individuelt i Danmark i perioden 1. januar 2017 til og med 8. oktober 2018.

I alt har myndighederne vurderet, at 58 af børnene kunne integreres. De har derfor fået opholdstilladelse. 62 er derimod blevet vurderet til ikke at kunne integreres i Danmark. Herunder børn som Mint, Tra, Baem og de mange andre asiatiske børn, som B.T. har skrevet om de seneste uger.

»Vi taler om 62 børn, som ikke kan få lov at blive i Danmark sammen med deres familie. Det er 62 danske statsborgere, som oplever at få deres familier splittet. Det skal vi lave om,« siger Andreas Steenberg, integrationsordfører for De Radikale.

13-årige Mint er udvist af Danmark. Inger Støjberg har tidligere forklaret, at hun ikke tror, at Mints sag bliver genoptaget. Heller ikke selvom loven primært er til for at sikre, at indoktrinerede koranskolebørn ikke kommer til Danmark, når de er næsten voksne. Vis mere

Han mener, at både udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg og Dansk Folkeparti har forsøgt at føre en skræmmekampagne i sagen om de udviste børn.

»Vi har fået at vide, at vi skulle dæmme op for en syndflod af indvandrere og stoppe trafik fra udenlandske koranskoler og den slags. Det viser sig, at der er tale om et meget lille tal, hvor vi sagtens kan gå ind og ændre på loven,« siger Andreas Steenberg.

Tallene er dukket op som følge af, at Andreas Steenberg har spurgt ministeren til oplysningerne. Først pålagde Udlændinge- og Integrationsministeriet dog oplysningerne med fortrolighed.

Efter pres fra Folketingets ordførere såvel som B.T., så valgte ministeriet fredag eftermiddag at udlevere oplysningerne.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg Vis mere

Det er dog stadig fortroligt, hvilke lande de 62 afviste børn stammer fra. Det skyldes, at deres identitet angiveligt kan afsløres, såfremt oplysningerne offentliggøres.

Børneordfører Jacob Mark fra SF er på linie med sin kollega fra De Radikale.

»Jeg mener, at Dansk Folkeparti taler til frygten. Argumentet om masseindvandring er jo klart overdrevet, når vi nu ved, at der kun er tale om 62 afviste børn. Det er et meget lille tal,« siger han.

Der er i alt 5.323 børn, der har søgt om opholdstilladelse og familiesammenføring med deres forældre i Danmark siden starten af 2017. Ud af dem har 3.973 fået opholdstilladelse.

 

Langt de fleste sager er dog ikke sammenlignelige med Mints, da børnene har søgt samtidig med deres forældre og er derfor ikke blevet integrationsvurderet. Fælles for de andre 120 andre børn er, at de har søgt om opholdstilladelse, efter deres herboende forælder har opholdt sig i Danmark i en periode. Det er også sket i Mints sag.

Martin Henriksen, udlændingeordfører for Dansk Folkeparti, ændrer ikke holdning efter, at han har hørt hvor mange børn, der er tale om.

»Jeg forholder mig til, at der er over 5.000 børn, der har søgt om opholdstilladelse i den periode. Langt de fleste har fået det. Det synes jeg er mange,« siger han.

»Hvis vi lempede reglerne, så ville vi nok se betydeligt flere end de 62 børn, som ventede med at komme herop. Og jeg synes, det er rimeligt, at der er konsekvenser, hvis man venter med at få sine børn herop,« siger han og forsætter:

»Men for at undgå de enkelte uretfærdige sager, så er det netop derfor, at vi ønsker at give ministeren mulighed for at omgøre en beslutning, hvis der er særlige tilfælde, hvor loven ikke har virket hensigtsmæssigt. Jeg kan ikke se, at loven skal laves om,« siger han.