Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) vækker ikke begejstring i rød blok med sine udtalelser i Mint-sagen.

Mandag udtalte ministeren til B.T., at 13-årige Mint ikke skulle regne med, at hendes sag kunne genoptages, og at såfremt der skete en lovændring - og det er langtfra sikkert - så ville den kun fungere fremadrettet.

Det vil kort sagt sige, at Mint og de andre udviste børn ikke ser ud til at kunne vende tilbage til Danmark.

»Det er helt til grin,« siger en vred Andreas Steenberg, der er integrationsordfører for De Radikale.

13-årige Mint er udvist af Danmark. Inger Støjberg har tidligere forklaret, at hun ikke tror, at Mints sag bliver genoptaget. Heller ikke selvom loven primært er til for at sikre, at indoktrinerede koranskolebørn ikke kommer til Danmark, når de er næsten voksne. Vis mere

»Mint og hendes familie har ikke fået mulighed for at møde en sagsbehandler og forklare sig. Det er latterligt. Hvis man slår en ihjel, så har man naturligvis ret til at komme for en dommer, få en fair retsag og se anklagerne mod en. Hvis man gifter sig med en udlænding, så har man slet ikke ret til at tale med dem, der behandler ens sag eller udtale sig overhovedet,« siger Andreas Steenberg.

13-årige Mint kom til Danmark fra Thailand for cirka halvandet år siden. Her bosatte hun sig hos sin mor, som var blevet gift med danske Frank Thøgersen. Men familieidyllen blev slået i stykker, da Udlændingenævnet besluttede sig for at udvise Mint.

Dette selvom hun har lært dansk, klarer sig godt i skolen, har veninder og spiller fodbold i en lokal fodboldklub.

Udlændingenævnet vurderer, at Mint ikke kan integreres i Danmark.

SF's børneordfører, Jakob Mark, mener, at Støjberg taler med to tunger.

»Da der var en lignende sag i 2013, hvor Inger Støjberg var menigt folketingsmedlem, var hun jo meget aktiv for at lave en særlov, der kunne hjælpe på det tidspunkt. Men nu er hun pludselig minister, og så vil hun ikke. Det er at tale med to tunger,« siger Jakob Mark.

»Vi vil presse Støjberg til at ændre loven. Selvfølgelig skal Mint og de andre børn vurderes efter den nye lov, såfremt der kommer sådan en,« siger han.

Andreas Steenberg vil ikke nøjes med at ændre loven.

»Den skal skrottes. Det skal være en ret for danske statsborgere at få deres ægtefæller og ægtefællers børn hertil. Så må vi stille krav til dem, når de er her,« siger han.