Den kendte filmmand Peter Aalbæk kalder udvisningen af 13-årige Atcharapan 'Mint' Yuangyai til Thailand for 'absurd' og er nu gået ind i sagen.

»Jeg finder det absurd, og som et kristent menneske i et kristent samfund kan jeg ikke se mig selv i øjnene, hvis jeg ikke prøver at hjælpe. Det her kan vi ikke sidde overhørig her på Køge-kanten,« siger Peter Aalbæk til Dagbladet Køge.

Derfor skrev Zentropa-direktøren en e-mail til Mints stedfar, Frank Thøgersens advokat og foreslog et møde, hvor de kunne tale om, hvordan han kunne hjælpe familien. Det endte med at blive på det juridiske område, Peter Aalbæk giver Mints familie en hjælpende hånd.

»Peter har tilbudt økonomisk støtte til en eventuel retssag (om at få omstødt Udlændingenævnets udvisning af Mint, red.). Det er vi utrolig glade for, idet vores forsikringsselskab har afvist at give os retshjælp,« siger Frank Thøgersen til B.T.

Foto: Privat
Vis mere

Den 13-årige pige fik 2. oktober afslag på sin ansøgning om opholdstilladelse i Danmark, fordi hun ifølge Udlændingenævnet ikke er integrerbar.

En uge senere måtte hun grædende sige farvel til sin far i lufthavnen og rejse med moren, Ratre Thøgersen, tilbage til sit fødeland, Thailand.

Afgørelsen er fuldstændig uforståelig for Peter Aalbæk, som appellerer til politikernes medmenneskelighed og kræver loven ændret.

»Jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at nogen her i landet ønsker, at sådan noget kan ske. Så ondsindede er folk ikke her i Danmark,« siger 'Ålen' om sagen.

Her ses 13-årige Mint med sin lillebror, Malick på tre år.
Her ses 13-årige Mint med sin lillebror, Malick på tre år.
Vis mere

»Der må være en fejl i lovgivningen. Politikerne kan da ikke mene, at det er rimeligt at sende en velintegreret 13-årig pige som Mint ud af Danmark. Det må være en smutter, og det skal der laves om på hurtigst muligt,« fortsætter Peter Aalbæk, der ligesom Mints familie bor i Køge.

Hvorfor har du valgt at gå ind i netop Mints sag?

»Fordi det er gået ud over folk i mit nabolag. Jeg støder af og til på Mints stedfar på vejen og ved, han arbejder i Herfølge Hallen. Så det kommer pludselig meget tæt på,« siger Peter Aalbæk og fortsætter:

»Når man oplever tæt på, hvordan en uretfærdig lovgivning rammer helt almindelige mennesker og smadrer deres liv, får man lyst til gøre noget. Derfor har jeg tilbudt et beskedent bidrag. Jeg ville ikke kunne holde mig selv ud, hvis jeg intet gjorde.«

Mint og hendes mor, Ratre, efter Mint kom til Danmark i 2017.
Mint og hendes mor, Ratre, efter Mint kom til Danmark i 2017.
Vis mere

Begge Mints forældre er fra Thailand, men hendes mor, Ratre Thøgersen, er i dag dansk gift med Frank Thøgersen, og de har fået sønnen Malick på tre år sammen.

»Jeg føler, at Mint er min egen datter. Jeg har kendt hende, lige siden jeg mødte hendes mor for første gang i 2013, og hun kalder mig far – vi er jo en familie,« sagde Frank Thøgersen til B.T., da han havde fået den nedslående besked om Mints udvisning.

Familien bor sammen i Køge, hvor Frank Thøgersen til daglig bestyrer cafeteriet i Herfølge Boldklub, mens Ratre Thøgersen arbejder som rengøringshjælp og lærer dansk.

Hverken Peter Aalbæk eller Frank Thøgersen ønsker at oplyse, hvor stort et beløb filmmanden har stillet til rådighed.

13-årige Mint har på bare et år lært at tale og skrive dansk. Alligevel har Udlændingestyrelsen besluttet, at hun ikke kan integreres i Danmark, og derfor kan hun ikke få opholdstilladelse.
13-årige Mint har på bare et år lært at tale og skrive dansk. Alligevel har Udlændingestyrelsen besluttet, at hun ikke kan integreres i Danmark, og derfor kan hun ikke få opholdstilladelse. Foto: Privat
Vis mere