Fem dage er der gået, siden 13-årige Atcharapan Yaungyai - bedre kendt som Mint - blev smidt ud af Danmark. Ikke én af dem er gået uden savn.

»Jeg savner min lillebror og min far og min skole. Jeg savner savner Danmark, jeg savner min lærer og mine venner,« siger Mint over Skype til B.T.

Den 13-årige thailandske pige var netop startet i 7. klasse på Hastrupskolen i Køge, da hun og familien fik den brutale besked om, at hun skulle forlade landet inden otte dage.

Hun fik afslag på sin opholdstilladelse, fordi hun ifølge Udlændingestyrelsen ikke var integrerbar.

Den 1. oktober, når Folketinget åbner igen, er det et år siden, at Mint blev udvist af Danmark.
Den 1. oktober, når Folketinget åbner igen, er det et år siden, at Mint blev udvist af Danmark.
Vis mere

»Jeg græd meget, da jeg fik det at vide,« fortæller hun om dagen, hvor hun fik den barske besked og måtte tage en tårevædet afsked med sine klassekammerater og det trygge liv, der siden sidste forår var blevet hendes.

Nu sidder hun på en briks i et lille værelse i en lejlighed i Bangkok, som venner af familien har tilbudt, at hun midlertidigt kan bo i.

På gulvet er der en lille reol, et tøjstativ og to madrasser. En til hende og en til moderen Ratre Thøgersen, som rejste med til Thailand og bliver sammen med Mint, indtil de har en plan for, hvad de kan gøre for igen at blive samlet i Danmark.

Men de kæmper for at holde modet oppe.

Det kan Mints stedfar, Frank Thøgersen, tydeligt høre i de daglige samtaler, som han har med dem begge.

»Jeg prøver at få lidt mod i dem. Min kone har nærmest givet op. Og det er svært at overbevise dem om, at selvfølgelig skal vi nok få løst det her,« fortæller en stærkt påvirket Frank Thøgersen, som nu sidder alene tilbage i Køge sammen med parrets fælles søn Malick på tre år og prøver at få deres nye hverdag til at fungere.

»Jeg er heldig at have så mange mennesker omkring mig, der er positive og hjælpsomme og giver mig energi. For jeg er nødt til at holde mig i gang og holde hverdagen så normal som muligt. Også for Malicks skyld.«

»Han savner jo også dem. Så hvis jeg kan få tingene til at flaske sig, vil jeg rigtig gerne tage ned til Bangkok næste torsdag og være der to-tre uger. For Malick skal også have lov til at være sammen med familien, og jeg kan mærke på fruen og Mint, at de savner ham mere, end de giver udtryk for,« siger Frank Thøgersen.

Det var svært for både Mint og hendes mor og stedfar at sige farvel. Moderen er rejst med Mint til Thailand.
Det var svært for både Mint og hendes mor og stedfar at sige farvel. Moderen er rejst med Mint til Thailand.
Vis mere

Lige siden de ankom, har Mint og hendes mor dagligt travet gaderne i Bangkok tynde i jagten på at finde en normal skole, hvor Mint kan få lidt undervisning, mens de venter på, hvad der videre sker i hendes sag.

»Men det er svært at finde en skole. Mange af dem er lukkede. De har ferie. Så jeg håber, at jeg kan få lov til at komme tilbage til Danmark,« fortæller Mint, som under sit ophold her nåede at drømme om en dag at blive stewardesse.

I stedet blev hun som et stykke uønsket baggage sendt tilbage til Thailand, hvorfra hun hver dag over Skype bliver mindet om, hvad hun er revet bort fra.

Mint ved afrejse fra Kastrup Lufthavn i mandags, hvor hun forsøgte at holde humøret oppe.
Mint ved afrejse fra Kastrup Lufthavn i mandags, hvor hun forsøgte at holde humøret oppe. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Jeg savner det hele så meget. Også dansk mad,« siger den 13-årige Mint.

Men familien kæmper videre. Og har nu sat en advokat på sagen.

»Vi har ikke en skidt sag. Jeg er sikker på, at der sidder nogen der inde på Christiansborg og siger, at vi er nødt til at lave noget om. Det skal jeg tro på,« siger Frank Thøgersen.