B.T. har forsøgt at få integrationsminister Inger Støjberg (V) i tale, siden sagen om Mint og de andre udviste børn begyndte for nogle uger siden.

Uden held, indtil videre.

Inger Støjberg har også afvist at lade sig interviewe til denne artikel, men har gennem sine kommunikationsfolk sendt en besked om, at hun ikke har yderligere at tilføje til det svar, som hun allerede har givet integrationsudvalget.

Her spurgte SF's gruppeformand og børneordfører, Jacob Mark, om hendes vurdering af sagen. Inger Støjberg svarede:

Mint vidste ikke, hvilken grimasse hun skulle møde medierne med, da hun sidste år blev udvist. Så hun forsøgte at smile, selvom der ikke var meget at smile ad.
Mint vidste ikke, hvilken grimasse hun skulle møde medierne med, da hun sidste år blev udvist. Så hun forsøgte at smile, selvom der ikke var meget at smile ad. Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Jeg kan sagtens forstå, at familien i den sag, som spørgeren (Jacob Mark, SF, red.) henviser til, gerne havde set et andet udfald af sagen, men jeg har tillid til, at der er foretaget en grundig sagsbehandling af både Udlændingestyrelsen og det uafhængige Udlændingenævn.«

»Jeg undersøger selvfølgelig løbende, om der er behov for at justere bl.a. de krav, der stilles i sager om familiesammenføring med børn.«

'Efter min opfattelse er kravet om muligheden for en vellykket integration nødvendigt, idet børn så vidt muligt bør vokse op her i landet og tilegne sig danske værdier og normer og ikke i deres formative år blive fastholdt i værdier og normer, der ligger meget langt fra vores. Det er således for mig afgørende, at vi fastholder kernen i kravet,' skriver Støjberg i sit svar.

B.T. har udtrykt ønske om at lave et tv-interview med integrationsministeren, men det ønsker hun ikke at deltage i.

Mattias Tesfaye, integrationsordfører for Socialdemokraterne, har sendt adskillige spørgsmål til Inger Støjberg, om hvorvidt den nuværende lovgivning fungerer efter hensigten.

Blandt andet har han spurgt om, hvor mange sager der har været som Mints siden lovændringen i 2016.

Der er ikke kommet svar endnu. Ifølge Inger Støjbergs pressestab er praksis, at der vil foreligge svar inden for en måned.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V). Foto: Asger Ladefoged
Vis mere