Torsdag købte 15-årige Alex en flybillet til Bangkok. Familien turde ikke vente længere. Fredag skal han nemlig være ude af landet, fik de at vide i fredags.

»Hvem sender et afslag med syv dages frist en fredag eftermiddag, hvor der ikke er mulighed for at kontakte myndigheder eller advokater før mandag morgen?« spørger Thomas Rasmussen.

Det gør Udlændingestyrelsen. Og på første side af afslaget fremgår det på engelsk, at hvis Alex ikke frivilligt forlader landet, vil han blive 'fjernet med magt'.

15-årige Alex er ikke kriminel. Han er blot endnu et barn, der ligesom Mint, Aphinya og de andre udviste børn er kommet i klemme i en lov om integrationsvurderinger, som i første omgang slet ikke er sat i verden for at ramme børn som dem.

Fredag skal Alex være ude af Danmark. Vis mere

Egen frisørsalon

Alex' mor, Aoy, er thailænder og gift med Thomas Rasmussen. Han er kategorichef i et engrosfirma, og hun har sin egen frisørsalon på hovedgaden i Hillerød.

Og det er da også i den nyåbnede frisørsalon, som hun overtog 1. november, at B.T. møder den hårdprøvede familie dagen før Alex' udrejse.

For selvom alt inden i hende den seneste uge har været ved at krakelere, sætter Aoy klokken 9 torsdag morgen 'åbent'-skiltet ud på den julepyntede hovedgade. Præcis ligesom hun trods tusind andre bekymringer den seneste uge også har forsøgt at læse op til den skriftlige danskprøve, som hun skal op til på mandag.

Myreflittig elev

Aoy og Thomas mødte hinanden for tre år siden i Thailand. I juni 2017 flyttede hun til Danmark og fik opholdstilladelse i december sidste år. Godt fire måneder senere, da Alex havde færdiggjort sit semester i skolen, kom han også til Danmark.

Få dage efter Alex kom til Danmark, begyndte han i skole i Helsinge. Vis mere

Få dage efter begyndte han i en modtageklasse i Helsinge. Indtil sidste fredag har han ifølge Thomas været en 'myreflittig elev' - også efter skoletid, hvor han er taget med venner hjem for også at opbygge et socialt stærk netværk.

»Det var det, han frygtede mest ved at komme til et nyt land, at han ikke kunne få nogen venner,« siger Thomas Rasmussen.

Den frygt er dog gjort til skamme at dømme ud fra aktiviteten på mobilen torsdag morgen.

»Jeg har skrevet til mine venner, at jeg skal hjem til Thailand, og de har spurgt, om jeg ikke kommer hen og siger farvel og giver et kram,« siger Alex.

Alex er en følsom fyr og bange for at bryde sammen foran sine nye klassekamerater. Han har derfor undgået skolen siden sidste fredag, hvor han fik afslag på ophold. Vis mere

Bange for at bryde sammen

Han har nemlig ikke været i skole, siden han i fredags fik afslaget. Han er bange for at bryde helt sammen foran sine nye venner.

»Jeg er meget genert, så jeg vil helst ikke vise, jeg er ked af det. Det har jeg det skidt med,« siger han.

I stedet har han været sammen med sin mor i frisørsalonen, hvor han bl.a. fejer hår sammen efter kunderne.

»Han plejer at være en meget glad knægt, men den seneste uge har han trukket sig mere og mere ind i sig selv,« siger Thomas Rasmussen.

Alex hjælper efter skoletid sin mor i salonen. Normalt er det dog ikke ham, der styrer saksen. Vis mere

Danskbogen med til Thailand

Alex selv fortæller, hvordan han allerede har pakket sine ting i en kuffert - også den danskbog, han har fået skolen, så han kan holde sproget ved lige, hvis han skulle få lov at komme til Danmark igen.

Han prøver at indstille sig på, at han i morgen fredag ved middagstid skal rejse alene til Bangkok og bo på det værelse, som familien i panik har fundet til ham.

Værelset ligger i nærheden af en god skole, som de håber på, at han kan blive optaget på. Heldigvis har han tidligere gået i talentklasse i Thailand, så det kan måske åbne nogle døre.

Området kender de ikke så godt, men både Aoy og Thomas har forsøgt at forberede Alex så godt som muligt.

Hovedgaden i Hillerød, hvor Auys salon ligger, er pyntet op til jul, men selvom familien prøver at holde modet oppe, er stemningen alt andet end hyggelig lige nu. Vis mere

»Vi har sagt, at han skal gå lige hjem på værelset efter skole. Og at han ikke må tale med fremmede - heller ikke selvom de måske tilbyder at hjælpe ham,« siger Thomas Rasmussen.

Føler sig utilstrækkelig

Aoy ville ønske, at hun selv kunne tage med. Men lige nu har hun valget mellem at passe sin danskundervisning og forretning i Danmark, så hun kan sende penge til Alex' skole og værelse, eller opgive sin fremtid med Thomas i Danmark og rejse med Alex hjem uden nogen penge. Huslejen på hovedgaden hæfter hun for et halvt år endnu.

Og det valg har hun så haft siden fredag til at tage.

»Det er meget stressende. Jeg VIL gerne tage mig af min søn. Men hvordan gør jeg det bedst? Jeg passer min forretning, og jeg går til dansk, så vi kan have en fremtid i Danmark. Jeg sørger for min mand, og jeg sørger for min søn. Men nu må Alex ikke længere være her,« siger hun, mens frustrationen over at være utilstrækkelig får tårerne til at presse sig på.

I morgen skal Aoy sætte sin 15-årige søn alene til Bangkok, hvor hun har fundet et værelse til ham, indtil de finder ud, hvad der skal ske. Vis mere

14 år, 11 måneder og 17 dage

Fordi Alex har en biologisk far i Thailand og er over otte år, skal han igennem en integrationsvurdering.

'På baggrund af samtlige oplysninger i sagen er det vores opfattelse, at det ikke er bedst stemmende med Alex' tarv, at han gives tilladelse til at bo hos dig i Danmark' fremgår det af afslaget.

Styrelsen vurderer, at Alex kan bo hos sin far - selvom Aoy i retten i Thailand har fået tilkendt den fulde forældremyndighed, og skærpende forhold gør, at Alex ikke længere hverken kan eller ønsker at bo hos sin far.

Derudover bliver det, at han på ansøgningstidspunktet var 14 år, 11 måneder og 17 dage, brugt som begrundelse for, 'at han ikke antages at have samme behov for forældre eller andre omsorgspersoner i samme omfang, som yngre børn har.'

Thomas og Alex i køkkenet. Vis mere

Kan han blive?

Når Alex lander i Bangkok lørdag, har hans 22-årige storesøster lovet at hjælpe ham hen til værelset, hvor han skal bo alene. Storesøsteren selv er studerende og bor lidt rundtomkring, så hun kan ikke have ham boende.

Hvad der skal ske på den lange bane, har hverken Thomas eller Aoy i løbet af de seneste seks dage nået at tage stilling til.

Efter at have talt med myndighederne mandag sendte Thomas Rasmussen tirsdag en klagesag til Udlændingestyrelsen. Udlændingestyrelsen kan vælge at give Alex lov til at opholde sig i Danmark, mens klagesagen bliver behandlet.

Det har de i skrivende stund - dagen før Alex' sidste udrejsedag - endnu ikke taget stilling til. Thomas Rasmussen har fået at vide, at det kan tage fem til syv dage, fra klagesagen er modtaget, til de tager stilling til den del.

Thomas havde godt hørt om børn, der var blevet udvist af Danmark, men de havde ikke forestillet sig, at de ville løbe ind i samme problemer. Vis mere

Svar i næste uge

Han skal altså ikke forvente svar før i næste uge. Men allerede i morgen skal Alex være ude af landet, hvis han ikke vil risikere at få indrejseforbud i Schengenlandene i fremtiden.

På den anden side risikerer Alex ved i morgen at sætte sig på et fly til Bangkok at miste muligheden for at få lov til at opholde sig i Danmark, mens sagen kører, fordi han allerede er udrejst.

Dermed står hans sag også ringere i sidste ende, da han så ikke opnår yderligere tilknytning til Danmark i de mange måneder, som sagsbehandlingen kan tage.

»Vi skal reagere ekstremt hurtigt på nogle ting, som man normalt bruger lang tid på at tage en beslutning om,« siger Thomas Rasmussen.

Familien forsøget at holde modet oppe og kæmpe deres sag, selvom glæden på sommeren selfies lige nu er langt væk. Vis mere

Familien håber derfor til sidste sekund fredag, at der når at tikke en e-mail ind, om at Alex får lov at blive i Danmark, mens klagesagen kører.

»Så smider vi gerne flybilletten i skraldespanden,« siger Thomas Rasmussen.