Selvom de konkurrerede mod hinanden i 'X Factor', endte der alligevel med at opstå sød musik mellem Samuel Sigala og Clara Nedergaard fra den seneste sæson af underholdningsprogrammet. 

Det bekræfter parret selv i et opslag på Instagram. 

Her har de to studenterhuer på, og de skriver 'to måneder' til billederne, hvor man ser parret kysse. 

I forbindelse med programmet udtalte Clara Nedergaard i marts, at de to var mere end bare venner. 

Dog ville hun ikke helt kalde det kærester.

»Samuel og jeg er blevet mere end venner, i takt med at vi de seneste par måneder har brugt så meget tid sammen,« fortalte hun. 

De to ville tage det stille og roligt og vente, til programmet var forbi.

»Lige nu er Sigalaz stadig en del af programmet, så derfor ligger Samuels fokus der, og så ser vi, hvad der sker, når vi begge er tilbage til hverdagen i Jylland,« lød det. 

Og det er tydeligvis gået godt.

De to bekræfter i hvert fald nu, at de er kærester og har været det de seneste to måneder.