Wafande har valgt at trække sig fra en optræden i Ree Park til sommer.

Det gør han efter at have set et klip med den zoologiske haves stifter, Karsten Ree, hvor han har udtalt sig nedsættende om sorte mennesker på den røde løber.

Det skriver Wafande i et opslag på Instagram.

'Jeg skulle ha' spillet i Ree Park Safari her til sommer med Pharfar og JJ Paolo, men som I nok kan forstå, er der ingen af os, der stiller op til sådan et cirkus,' skriver Wafande til en video af Karsten Rees optrin på den røde løber.

'Karsten Ree og Janni Ree burde virkelig skamme sig over sådan nogle udtalelser. Og så bare stå og grine, wow.'

Ikke mindst opfordrer Wafande med et hashtag til, at man bør boykotte Ree Park, ligesom han også har hashtagget racisme.

JJ Paolo har også kommenteret opslaget og skriver, at det er 'ærgerligt, de skal ødelægge et arrangement med et godt formål – fuck dem'.

Til slutningen af maj er det annonceret af Ree Park, at 'navne som Wafande, Bryan Rice og Pharfar give koncerter' til den nyanlagte 'Afrika Festival'.

B.T. forsøger at få en kommentar fra Karsten Ree.

Wafande har ikke yderligere kommentarer end dem, han har givet i sit opslag, meddeler hans manager, Michael Guldhammer, til B.T.

B.T. har spurgt om en uddybning bag trækningen, og om den er meddelt officielt til Ree Park, samt hvordan Wafande blev bevidst om det omtrent en måned gamle klip med Karsten Ree.

Janni Ree har heller ikke ønsket at kommentere yderligere overfor B.T., da hun ikke mener, sagen vedrører hende.

Karsten Ree er ikke racist, slår hans hustru, Janni Ree, fast.
Karsten Ree er ikke racist, slår hans hustru, Janni Ree, fast. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Det omtalte optrin skete for omtrent en måned siden, hvor Karsten Ree og Janni Ree var på den røde løber til en filmpremiere og fortalte om deres seneste tur til Afrika, hvor Karsten Ree blandt andet er ved at få en restaurant op at stå.

Her ønskede den fremmødte presse at vide, hvad den 77-årige forretningsmand fik tiden til at gå med, da 52-årige Janni Ree mistede tålmodigheden og afbrød turen en uge før ham.

»Alt muligt. Håndværk og lege med negrene,« fortalte Karsten Ree og fortsatte:

»Jeg lærer dem at arbejde.«

Mens Janni Ree brød ud i et forlegent grin og forsøgte at skifte emne, spurgte Ekstra Bladets tv-reporter, om det ikke var 'en smule småracistisk at sige', hvortil rigmanden svarede, at da 'negro' betyder 'sort' på latin, må han gerne kalde sorte mennesker for 'neger'. Ligesom 'en grønlænder er en grønlænder', og 'en dansker er en dansker', som han siger.

Ugen efter var Janni Ree så ude og tage afstand fra sin mands udtalelser, samtidig med hun forsvarede ham.

'Karsten er ikke racist! Han elsker og respekterer afrikanere. Det er derfor, han har så mange forretninger i Kenya, specielt med masaierne. Og det er derfor, vi så tit er i Afrika,' skrev Janni Ree på Instagram.

'Karsten har ofte intet filter, så indimellem får han lukket noget upassende ud, som han i virkeligheden ikke mener.'