Onsdag aften er Waage Sandø i vældigt humør.

Men den 83-årige skuespiller dukker også op med stok, benet i skinne og skuespillerhustruen Pia Jondal i hånden til premieren på 'Stupid man'-musicalen i Tivolis koncertsal, hvor B.T. møder ham.

Waage Sandø havde en overordentlig skinne på foden, da han onsdag aften mødte op til 'Stupid Man'-musicalen i Tivolis koncertsal. Foto: Emilie Maja Jeppesen

»Jeg er ikke spor skadet, det er kun fordi, så får jeg opmærksomhed,« joker han om den heftige skinne, der er kommet på foden.

Han afviser dog blankt at fortælle, hvad der er sket, for han har det »strålende«, forsikrer han.

Waage Sandø har dog tidligere åbnet op om at døje med diabetes, og hvordan han derfor måtte bruge seks uger i kørestol efter problemer med benet.

Men onsdag aften slår han fast, at helbredet er helt fint – og det samme er det mere rolige arbejdsliv.

»Jeg kan sige så meget, at jeg er pensionist, men jeg er ikke pensioneret,« fortæller Waage Sandø.

»Skuespillere bliver jo ved, hvis de ellers kan, hvis ikke man falder over møblerne og kan huske replikkerne, så bliver man jo ved, til man dør – og der skal nok komme en serie, hvor jeg kan ligge i en hospitalsseng og spille døende,« tilføjer han med et glimt i øjet.