I efteråret var han med i den sidste sæson af 'Vild med dans'.
Nu kan Damian Czarnecki glæde sig over, at han er blevet far.
Den professionelle danser afslører på Instagram, at hans datter Frida Karwat Czarnecka kom til verden 20. december.
'Klokken 05:51 kom vores lille julemirakel til verden. Vi er så lykkelige og helt igennem taknemmelig for, at hun endelig er i vores favn,' skriver han blandt andet og tilføjer, at det ikke var uden forhindringer.
'Det vil vi gerne fortælle mere om på et senere tidspunkt,' slutter han opslaget, hvor man i en video kan se en lille barnehånd.
Damian Czarnecki har ifølge Se og Hør fået datteren med sin forlovede Magda, som han friede til i 2023 i Polen, hvor de begge er fra.

Damian Czarnecki nåede at deltage i 'Vild med dans' fire gange.
Han debuterede i 2022 med influencer Cecilie Schmeichel.
Her endte de på en fjerdeplads.
Året efter dansede han med sangerinden Barbara Moleko, der resulterede i en niendeplads.
I 2024 fik han en ottendeplads med tv-vært Sara Lygum, og samme placering fik han i efterårets udgave, hvor han dannede par med tidligere barnestjerne Pusle Helmuth.
