Fredag aften tog 'Vild med dans' flere gange en alvorlig drejning.
Det skete blandt andet, da influenceren Jasmin Lind før sin dans åbnede op om, at hun som yngre kæmpede med en spiseforstyrrelse. Efter showet satte hun yderligere ord på, hvor langt nede hun var.
25-årige Jasmin Lind dansede fredag aften samba til Justin Bieber-hittet 'Sorry'.
Hun fortalte undervejs, at hun i mange år kæmpede med at få det godt med sig selv og sin krop – og i perioden hvor hun led af en spiseforstyrrelse netop hørte meget Justin Bieber.
Hvordan var det at åbne op om for seerne?
»Nu er jeg jo meget på YouTube og sociale medier og har faktisk delt meget om det – også da jeg var yngre,« fortæller Jasmin Lind og fortsætter:

»Jeg håndtere svære situationer ved at tale om det. Og jeg ved, hvor meget det har betydet for rigtig mange børn og unge, at jeg har åbnet op om det. Så det er kun fedt at kunne sætte fokus på.«
Er det mange år siden, du havde en spiseforstyrrelse?
»Ja, det startede, da jeg var 13, og så havde jeg det i halvandet år.«
Hvor slemt var det?
»Det var slemt. Jeg havde det virkelig ikke godt psykisk. Jeg havde ikke lyst til at leve. Jeg havde det virkelig dårligt og var langt nede i vægt. Hele vejen rundt var jeg bare virkelig langt nede.«
Hun fortsætter:
»Men af en eller anden mirakuløs grund kom jeg ud af det igen. Jeg har fået behandling, og min familie hjalp rigtig meget. Så jeg synes, det er meget vildt, at jeg står her i dag.«
Hun tilføjer:
»Det havde jeg virkelig ikke troet, da jeg var 13 år og stod med en spiseforstyrrelse.«
Se Jasmin Lind fortælle om sin svære tid i videoen øverst.