'Hun lyder jo forfærdelig', 'Hun bør søge hjælp' og 'Et omvandrende rødt flag'.
Sådan lyder blot nogle af de kommentarer Victoria Nørskov har måtte lægge øre til efter sin deltagelse i DR-programmet 'Døm vores forhold'.
En video, som P3 x DRTV har postet på sin Facebook-profil, og som også er blevet spredt vidt og bredt på både Instagram og TikTok, har sendt hende i et voldsomt stormvejr på sociale medier.
»Folk, jeg ikke kender, og som ikke kender mig, syntes lige pludselig, at de skulle kritisere mig, min opvækst og min familie. Det har været ekstremt ubehageligt og sindssygt overvældende,« siger 23-årige Victoria Nørskov til B.T.
I programmet skal fire par hjælpe hinanden med at løse specifikke parforholdsproblemer, og især i det første afsnit har nogle af Victorias kommentarer om sit forhold til sin daværende kæreste, Luka Cornelis Nugteren, fået seere til at tordne mod hende.
»Når jeg føler, han er svag, er jeg ikke lige så tiltrukket af ham. Jeg trives i hans maskuline energi. (...) Så når den energi skifter, og han pludselig har det dårligt og ikke har styr på sine ting, så får jeg lyst til at trække mig,« siger Victoria Nørskov blandt andet i det halvandet minut lange klip, DR delte på Facebook.

Hun var ikke blevet informeret om, at DR havde tænkt sig at bruge netop det klip som reklamesøjle for programmet, og hun fik da også et chok, da hun pludselig blev gjort opmærksom på den.
»Den fredag, det kom ud, kunne jeg pludselig se en video på Facebook af mig, der lyder som en eller anden bitch, der ikke synes, at man skal have følelser, med 500 kommentarer om mig og min familie,« fortæller hun.
DR var få dage efter udgivelsen af klippet nødt til at lukke kommentarsporet midlertidigt og opfordre til en god tone fra deres følgere, fordi det væltede ind med flere hundrede ondskabsfulde kommentarer.
Kan du godt forstå, at der er nogen, der synes, du virker kynisk eller følelseskold, når du siger de ting, du gør?
»Ja, det kan jeg sagtens forstå. Men det hele er egentlig misforstået. Der er rigtig mange vigtige ting, som er blevet skåret fra i klipperummet. Selvfølgelig synes jeg, der skal være plads til at vise sårbarhed og følelser.«
»Jeg synes, det var svært, at han (Luka, red.) ikke havde nok i sig selv, og at det så var mig, der skulle være hans saviour. Og det gjorde, at jeg trak mig, fordi jeg følte mig presset og ikke kunne leve op til det.«
Victoria Nørskov og resten af castet har både set og godkendt alle afsnit af serien inden dens udgivelse.
Men efter premieren har hun alligevel været i kontakt med DR og fået en forklaring på, hvorfor hun bliver fremstillet, som hun gør.
»De forklarede mig, at det gerne skulle se ekstraslemt ud i starten, så min udvikling i programmet kunne blive tydeligere. De ville gerne have mig til at være den der hårde villain, som så bløder op i de sidste afsnit.«
Hvad tænker du om den måde at gøre det på?
»Jeg synes, det er lidt hårdt. Jeg har aldrig prøvet sådan noget før, men jeg forestiller mig godt, de ved, hvordan det kommer til at se ud, når de poster sådan en sammenklippet video af mig på Facebook, selvom de godt ved, jeg ikke er sådan,« fortæller hun.
B.T. har forholdt DR kritikken fra Victoria Nørskov og spurgt til, hvorfor de valgte at lægge lige nøjagtig det klip op på Facebook i forbindelse med programmets premiere.
Ditte Christiane Jensen, der er ledende redaktionschef for DR Ung, gør det i den forbindelse klart, at 'Døm vores forhold' er et program, der afføder stor debat, fordi indholdet er noget, alle kan identificere sig med, hvorfor det kan være en hård omgang at deltage i.
»Det er også baggrunden for, at vi gør rigtig meget ud af at passe på vores medvirkende både før under og efter programmerne. Vi har haft tæt kontakt med Victoria både op til premieren og har fortsat kontakt.«
»Om natten lukker vi kommentarsporet, da vi ønsker at være til stede under debatten. Det har vi også tidligere gjort på lignende programmer. Desuden kan alle medvirkende kontakte en fra redaktionen når som helst, hvis der er noget, de vil vende,« skriver hun i et skriftligt svar.
Victoria Nørskov gør det dog klart, at der også har været rigtig mange søde og opbakkende beskeder blandt al den had, hun har været udsat for.
Efter optagelserne til programmet gik Victoria og Luka fra hinanden, men hun gør det dog meget klart, at det ikke havde noget med programmet – eller efterspillet på det – at gøre.
De første fire afsnit af 'Døm vores forhold' kan streames på DRTV.

