Odense Sommerrevy må starte sin sæson uden stjernen Vicki Berlin. 

I en pressemeddelelse fra forestillingen lyder det, at skuespilleren må melde afbud, da der er opstået svær kritisk sygdom i den nærmeste familie. 

Det skriver Fyens Stifttidende og henviser til en pressemeddelelse fra revyen. 

Derfor bliver hun nødt til at bruge noget tid sammen med familien og kan ikke optræde i de første forestillinger. 

Dermed må skuespiller Charlotte Guldberg overtage tøjlerne i den første tid. 

Og det er hele holdet taknemmelige for.

Det fortæller revydirektør Lars Arvad i meddelelsen. 

»Jeg er utrolig glad for, at Charlotte har valgt at springe til. Vi kender jo heldigvis Charlotte godt, og hun kender teltet godt, da hun var med i revyen i 2017. Hun er hamrende dygtig og hurtig. Det kræver det også, når det skal gå så stærkt.«

»Jeg er naturligvis lykkelig over, at vi ikke skal hen og aflyse forestillinger. Samtidig er jeg naturligvis påvirket af den situation, Vicki står i, så lige nu handler det bare om, at hun får fred, ro og tid med familien i en svær tid,« fortæller han. 

Det vides endnu ikke, hvornår Vicki Berlin vender tilbage til revyen.