Vicki Berlin i stort vægttab: ‘Det har været hårdt arbejde’
Overgangsalderen satte sine spor hos Vicki Berlin. Nu fortæller skuespilleren, hvordan hun på seks måneder har smidt 13 kilo.

Overgangsalderen satte sine spor hos Vicki Berlin. Nu fortæller skuespilleren, hvordan hun på seks måneder har smidt 13 kilo.

Der var en markant forandring at spore, da Vicki Berlin søndag dukkede op til Lauritzen-prisen i Skuespilhuset i København.
Skuespilleren og komikeren har nemlig tabt hele 13 kilo på blot seks måneder.
Og det er ikke kommet af sig selv.
»Det har været hårdt arbejde. Jeg blev indhentet af overgangsalderen, og så blev jeg nødt til at kæmpe imod. Så det var bare hårdt arbejde,« fortæller hun til Se og Hør.
Ifølge skuespilleren har vægttabet krævet både stramme kostplaner, afvejning af maden og faste træningsforløb med professionel hjælp.
Vicki Berlin understreger samtidig, at hun ikke har gjort brug af snuptagsløsninger som vægttabsmedicin.
Det er langt fra første gang, Vicki Berlin har talt åbent om sin vægt.
Tidligere har hun fortalt meget direkte, at hendes vægt gjorde hende trist:
»Jeg var træt af at være tyk. Jeg gik og mukkede, og det synes jeg ikke folk skulle høre på,« sagde hun tilbage i 2011 til Ekstra Bladet.
Også i 2020 satte Vicki Berlin sig et konkret mål om at tabe sig. Dengang skulle hun i topform til sin rolle i den internationale film 'Triangle of Sadness' og endte med at nå sit mål om at smide 10 kilo.
Hun gjorde blandt andet brug af periodisk faste, fem kilometer lange powerwalks og styrketræning, fortalte hun til Avisen.dk.
Vicky Berlin lider af lavt stofskifte og derfor tager let på, og nu er målet at holde den nye vægt, lyder det.