Verdensstjerne spiller Rune Rasks nummer: 'Det bliver ikke vildere'
Den danske DJ fik fornøjelsen af at opleve Tiësto på tæt hold, da han fremførte et af hans numre.

Den danske DJ fik fornøjelsen af at opleve Tiësto på tæt hold, da han fremførte et af hans numre.

Det var en Rune Rask i ekstase, da han lørdag nat fik æren af at se den verdensberømte DJ Tiësto optræde på Ringsted Festival.
For ikke nok med, at den danske Suspekt-producer er stor fan, så fik han også fornøjelse af at høre Tiësto fremføre en af Rune Rasks produktioner.
Det fremgår af en video på Rune Rasks Instagram.
»Det er for sygt det her. Det er fucking Tiësto, der står og spiller det her«, lyder det fra den begejstrede DJ, mens man kan høre tonerne af hans remix af The Minds of 99's hit 'Under din sne' skyde ud fra Tiëstos pult.
På en anden video på hans Instagram ser man, hvordan Rune Rask får et opkald og bliver informeret om, at den 57-årige DJ Tiësto skal optræde på Ringsted Festival.
»Så er vi altså på vej til Ringsted. Hvordan kunne jeg have overset det?,« fortæller han og understreger, at han er »psykose-fan« af den hollandske DJ.
Det vides ikke, hvor opstillet videoen er, og hvordan det i virkeligheden er foregået, men det er i hvert fald tydeligt, at den danske DJ er helt oppe og køre over Tiëstos fremførsel af hans nummer.
Rune Rask slutter videoen af med at rose sin hollandske kollega.
»Tiësto, du er for syg. Kæmpe set, der var totalt fællessang. Stort, stort, stort, stort, stort,« lyder det.
Tiësto er både Grammy-vinder, platin-sælgende og ifølge Ringsted Festivals beskrivelse en af de største og mest indflydelsesrige DJ's nogensinde.