Snart kan Ulrikke Toft Simonsen og Lord Siva kalde sig for en familie på fire.

For lørdag afslørede parret i et opslag på Ulrikke Toft Simonsens Instagram kønnet på deres kommende barn.

'Vi glæder os til at møde dig, lillebror' skriver Ulrikke Toft Simonsen, der er datter til Renée Toft Simonsen, til opslaget, hvor Lord Siva også bliver tagget.

Lord Siva og Ulrikke Toft Simonsen kunne tidligere i marts måned afsløre, at familien snart skulle udvides.

Sammen har de to allerede datteren Norma, der tilbage i december blev et år.

I et interview med Alt for damerne har Ulrikke Toft Simonsen tidligere fortalt, at hun og Lord Siva mødte hinanden til en koncert i Aarhus tilbage i 2013.

De første tre år kaldte parret sig kun for venner, men herefter blomstrede kærligheden, og de to blev kærester.

Parrets kommende søn, og lillebror til Norma, bliver Renée Toft Simonsens andet barnebarn og Thomas Helmigs, der er stedfar til Ulrikke Toft Simonsen, tredje.