Selv Ulla Terkelsen kan ikke løbe fra tiden.

Den 82-årige TV 2-legende har brugt det meste af sit liv på farten, ofte med et af sine karakteristiske, farverige tørklæder om halsen.

Men efterhånden er alderen begyndt at melde sig hos den internationale korrespondent. Kroppen bliver hurtigere træt, og tempoet er ikke længere helt det samme som tidligere. fortæller hun til Jyllands-Posten.

Alligevel har Ulla Terkelsen bestemt ikke tænkt sig at lægge sig under kniven for at bevare et mere ungdommeligt ydre.

»Man skal ikke forsøge at konkurrere med sin alder, og man skal ikke gøre noget for at protestere mod, at man bliver gammel,« siger hun og fortsætter:

»Ethvert forsøg er både grimt og tåbeligt, og jeg kunne ikke drømme om at smide penge efter en skønhedsoperation. Så vil jeg hellere bruge dem på et par nye halstørklæder«.

Selv om hun kan mærke, at hun er blevet 82 år, og ikke længere kan løbe rundt på gader og stræder som tidligere, har hun bestemt ikke tænkt sig at lægge arbejdslivet på hylden.

Den garvede journalist arbejder da også fortsat for TV 2 fra sit hjem i den sydfranske filmby Cannes, hvorfra hun følger verdens gang.

Selv om hun godt er klar over, at hun har færre år foran sig end tidligere, er det ikke noget, der får hende til at miste livsmodet, understreger hun.

Ulla Terkelsen er aktuel med bogen 'Sidste udkald', der udkommer på torsdag.