Komiker og TV-vært Jonatan Spang blev sidste år fyret som vært på DR's hitprogram 'Tæt på sandheden' efter anklager om et seksuelt overgreb på en dengang 15-årig pige.

Siden da har man ikke kunnet se nye afsnit af det populære satireprogram, men nu har DR fundet en afløser - 'Kommissionen', der har komiker Simon Talbot som vært.

Det er dog en 'bøvet afløser' ifølge Soundvenue, der retter hård kritik mod første afsnit af programmet i en kommentar.

»Simon Talbot udfører præcis det stykke arbejde, han er blevet hyret til. Problemet er nærmere, at han som frontmand repræsenterer et program, folk ikke kan slå sig på,« står der blandt andet i kommentaren.

Soundvenues anmelder anklager 'Kommissionen' for ikke bare at 'plukke de absolut lavesthængende frugter' men spørger også, om forfatterholdet bag programmet 'bare har samlet noget frugt op fra gulvet'.

Holdet, der skal formidle nyhedssatire i 'Kommissionen', indebærer blandt andre Adnan Al-Adhami, Mikkel Klint Thorius og Signe Molde.

Sidstnævnte får da nogle pæne ord med på vejen af anmelderen, som skriver, at Signe Molde lykkes med at levere noget af den 'provokation', som resten af programmet ellers mangler.

»Men selv det er forudsigeligt. »Lille, kønne ufarlige dig«, kalder hun om Simon Talbot og udstiller dermed hele ‘Kommissionen’s problem.«

Anmeldelsen afsluttes med konklusionen, at der stadig mangler en 'værdig afløser' til 'Tæt på sandheden'.

Første afsnit af 'Kommissionen' blev vist den 18. april på DR.