Simi Jan valgte sidste år at ændre sin livsstil, da hun med egne ord 'jo ikke bliver yngre'.

Da B.T. møder den 44-årige TV2-journalist til årets Echoprisen, er hun stadig i gang med sit projekt, og hun fortæller, at det er dét, hun indtil videre er allermest stolt over i 2024.

»Jeg er blevet vinterbader. Hvem havde troet det?« lyder det med et stort smil fra Simi Jan, der fortsætter:

»Jeg har altid syntes, at vinterbadere er skøre. Jeg har aldrig fattet konceptet, og nu står jeg der, lige meget om det blæser, om der er bølger eller glat, og jeg er ved at falde i.«

Simi Jan fortæller, at hun tænkte, at det var på tide at komme i bedre form 'inden det var for sent', og her er vinterbadning et par gange om ugen altså blevet en del af hendes nye livsstilsændring, der blandt andet også indbefatter ekstra træning og mere kaloriefattig kost.

»De første mange gange skreg jeg meget højt. Det gør jeg stadig engang imellem, men det med at forstå, hvad det gør ved min krop og giver mig et kick og energi? Jeg er helt 'blown away'.«

Se Simi Jan fortælle om sin nye afhængighed i videoen øverst.