I 2027 vender det populære underholdningsprogram tilbage på skærmen. 

Som altid er spændingen stor om, hvem der skal sætte sig i de eftertragtede dommerstole.

I den kommende sæson bliver der dog tale om lutter gengangere. Benjamin Hav, Drew Sycamore og Thomas Blachman tager nemlig endnu en tørn bag bordet. Også Maria Fantino vender tilbage som vært. 

Det oplyser TV 2 i en pressemeddelelse.

»Vi ser frem til igen at have Benjamin Hav, Drew Sycamore og Thomas Blachman bag dommerbordet. Ud over at der er en god dynamik mellem de tre, repræsenterer de hver især meget forskellige genrer og musiksmag, og det er præcis det, der gør ’X Factor’ til et bredt underholdningsformat for alle,« siger TV 2s underholdningsredaktør Dorte Borregaard.

Også dommerne selv jubler over at skulle afsted igen. Både Drew Sycamore og Benjamin Hav er enormt begejstrede for muligheden.

Thomas Blachman svarer derimod præcis så farverigt, som man næsten kunne forvente af den garvede dommer:

»Én af min hjernes mange fordele er evnen til at analysere sig selv, alt imens jeg analyserer alle andre, der træder op foran mig. Derfor har jeg sagt ja til endnu en sæson, da min skæbne er blevet at dele al denne viden, humor og menneskeklogskab med alle abonnenterne m/k. Netop fordi disse står mig mere og mere nært, som tiden løber med os,« udtaler han.

Den nye sæson af 'X Factor' får premiere på TV 2 og TV 2 Play i starten af 2027.