Tv-vært om usikker fremtid for program: 'Skal passe på, hvad jeg siger'
Journalist og tv-vært Abdel Aziz Mahmoud sætter ord på fremtiden for det nu lukkede tv-program 'Insider'.

Journalist og tv-vært Abdel Aziz Mahmoud sætter ord på fremtiden for det nu lukkede tv-program 'Insider'.

Efter fire sæsoner lukkede TV 2-programmet 'Insider' i foråret.
I hvert fald »for nu.«
Men spørgsmålet om, hvorvidt det vender tilbage, står endnu ubesvaret hen.
Det fortæller programmets ene vært, Abdel Aziz Mahmoud, da B.T. snakker med ham ved premieren for filmen 'Nøjsomhed' tirsdag aften.
»Jeg skal passe på, hvad jeg siger. Man har lært vildt meget af 'Insider', og man bruger rigtig mange af tingene endnu, og det kan være man bruge endnu mere fremover. Altså ærligt, jeg kan ikke sige meget mere,« lyder det fra den 43-årige journalist.
Og det lader altså ikke til, at den kryptiske melding dækker over en overraskelse til de danske seere.
»Det er ikke en hemmelighed, jeg har bare ikke noget,« siger en ærlig Abdel Aziz Mahmoud.
'Insider' vendte historier fra popkulturen med inviterede kendte, herunder blandt andre Ghita Nørby, Janni Ree og Sara Blædel i den seneste sæson.
Sidst programmet rullede over skærmen var i slutningen af marts i år.
Med sig i studiet havde Abdel Aziz Mahmoud sin faste medvært Nicklas Bøhm. De delte begge nyheden om programmets – måske – endeligt på Instagram 30. marts.
'Kære Insiders: Det her var sidste program for nu. Hold op hvor har det været et højdepunkt i vores karriere,' lød det blandt andet i opslaget.