Kort før jul gik den kendte journalist Jens Olaf Jersild bort i en alder af 65 år.
Siden har flere tidligere kolleger delt deres kondolencer på sociale medier – noget som tv-vært Mads Steffensen også har gjort nu.
Her fortæller værten, at Jens Ole Jersild i en årrække gæstede det populære program 'Mads og Monopolet'.
»Han var forrygende i det format. Han havde en analytisk evne til altid at læse mellem linjerne i dilemmaerne. Han elskede også at være på tværs, fordi han havde set nuancer, ingen af de andre så,« skriver Mads Steffensen i et opslag på Instagram.
Han beskriver videre, hvordan deres sidste samtale var over telefonen inden det amerikanske valg, mens Mads Steffensen kørte bil, og Jens Olaf Jersild forklarede, hvad der ville ske, hvis Donald Trump skulle vinde valget i USA.
»(Jeg er, red.) meget trist over at høre, at han ikke er her mere. Jens Olaf Jersild var noget særligt, og sikke et aftryk han satte. Æret være hans minde,« afslutter han opslaget.
Også Clement Kjersgaard har sat ord på tabet af sin tidligere kollega, hvor han til B.T. fortalte, at han blev »meget ramt,« da han så nyheden.
For som han på Facebook skriver i et mindeord over Jens Olaf Jersild:
»Så sent som i går nævnte jeg ham, så sent som forleden, tænkte jeg længe på, hvordan han havde det,« lød det i opslaget.
