Hun er et kendt ansigt for mange fynboer.

Men lønnen er langt fra de millionbeløb, som nogle tilsyneladende forestiller sig.

TV 2 Fyn-værten Sandie Hansen Jensen har nemlig valgt at lægge sin lønseddel offentligt frem, skriver TV 2 Fyn.

Den viser en månedsløn på 42.460 kroner før skat for 31 timers arbejde om ugen.

På fuld tid ville det svare til 50.418 kroner om måneden inklusive tillæg.

»Jeg har en idé om, at der er nogen, der har en opfattelse af, og som måske ikke er i vores branche, der tror, at en studievært tjener på den anden side af en million kroner. Det tror jeg også, der er nogen, der gør på landsdækkende medier, men nok ikke på regionale public service-tv-stationer,« siger TV 2-værten.

Den 55-årige vært, der har været ansat på TV 2 Fyn siden 1997, har været reporter, nyhedsvært og redaktør fortæller, at åbenhed om løn tidligere har hjulpet hende selv.

Hun opdagede nemlig, at kolleger med samme arbejde og anciennitet tjente mere end hende.

I dag mener hun, at hendes løn er rimelig og fremhæver, at trivsel på jobbet er vigtigere end selve lønnen.