Det kan vise sig at være en rigtig god forretning at være med i 'Vild med dans'.
I hvert fald hinter Mikkel Kessler i sin nye bog 'Uden parader', at han fik over en million for at være med i TV 2's danseshow – men ikke alle kan fristes af de store summer og den rige opmærksomhed ved at vrikke hofterne hver fredag.
I hvert fald ikke tv-læge Peter Qvortrup Geisling, som B.T. møder i forbindelse med bokselegendens bogreception tirsdag.
»Sådan en konkurrence gider jeg ikke. Min datter siger selvfølgelig, at jeg skal sige ja – hvis jeg bliver spurgt – men nej, ikke 'Vild med dans',« fortæller han, da B.T. spørger, om han kunne finde på at tage dansen op.

Det klare nej skyldes primært, at han er en dårlig taber, forklarer han med henvisning til en legendarisk tidligere deltager i programmet.
»Jeg har ikke lyst til at melde mig til noget, hvor jeg ville blive stemt ud som den første. Fordi sådan ville det komme til at gå,« siger Peter Qvortrup Geisling.
»Allan Simonsen, han overlevede jo, han var ikke særligt god til at danse, men når man har været på landsholdet, så får man stemmer – det har jeg desværre ikke! Så jeg ville helt sikkert ryge ud som nummer 1,« forklarer tv-lægen.

Selvom han selv afviser på det pureste nogensinde at skulle være med, løfter han alligevel sløret for, at der faktisk tidligere er landet et mystisk tilbud under bordet, som han har kunne forholde sig til.
»Jeg har i sin tid fået sådan en lille henvendelse bag om ryggen, jeg ved ikke, om den var officiel eller ej, men der skyndte jeg mig at sige pænt nej tak,« røber han.
Inden et eventuelt – men dog usandsynligt – ja, kunne han med fordel søge hjælp hos sin datter, som i øvrigt har et stort ønske om at se sin far i programmet.
»Min datter har faktisk vundet DM sølv i dans som 12-årig, men det har jeg ikke arvet. Det er Christina (Christina Marie Jensen – hans tidligere kone, red.), hun har det fra, hun dansede i Linie 3 i gamle dage,« fortæller Peter Qvortrup Geisling.
»Men nogle er bedre ved fadølsanlægget end dansegulvet,« siger han afslutningsvis.