»Det går stærkt i showbiz.«

Sådan skriver TV2’s USA-analytiker, Mirco Reimer-Elster,  i et opslag på Facebook. 

Opslaget afslører, at han de seneste dage ikke kun har været optaget af det anspændte forhold mellem USA, Grønland og Danmark.

»Det ene øjeblik sidder du i TV 2-studiet i Odense og analyserer rigsfællesskabets fremtid og vigtige møder i Washington. Seks timer senere sidder du i en ambulance i Flensborg med stærke smerter,« skriver han i opslaget, der er lagt op fra det tyske hospital, hvor han netop nu er indlagt.

Forklaringen på smerterne var en nyresten. Men heldigvis kan kommentatoren melde, at den er historie:

»Alt er heldigvis godt igen efter en dag på hospitalet,« skriver han og sender en tak til det tyske hospitalsvæsen.

»Vielen Dank til dygtigt personale, effektiv behandling og et kateter, jeg helst ikke vil stifte bekendtskab med igen.«

Det er langt fra første gang, at TV 2-kendissen har været i modvind - tidligere har han fortalt, hvordan kommunen truede med at fjerne hans søn. LÆS MERE HER.