Snart kan seere af TV 2 få længere imellem vejrudsigterne.

I en pressemeddelelse fra mediekoncernen oplyser de nemlig, at man for fremtiden vil have færre live-vejrudsigter i nyhederne.

»Blandt andet vil TV 2 Nyhederne fremover bruge færre midler på enkeltstående events, og man følger brugerne og gør Vejret mere digitalt. Det betyder, at TV 2 vil lave færre traditionelle tv-vejrudsigter og i stedet dække vejret på app, TV2.dk og News,« lyder det.

Og det ærgrer vejrværten Sara Marie Franch-Mærkedahl.

Det fortæller hun til B.T.

»Det synes jeg da er super ærgerligt. Et af vores mest centrale greb er vores vejrbil, fordi vi kommer rundt i landet og møder vores seere,« lyder det.

Den tidligere 'Vild med dans'-vinder og garvede vejrvært har i februar meddelt, at hun stopper som fastansat, men fortsat vil være tilknyttet løst til Vejret på TV 2.

Hun ved dog endnu ikke, om den nye udmelding får konsekvenser for hende.

»Jeg kender ikke konsekvenserne.«

Sara Maria Franch-Mærkedahl forklarer, at hun ikke har været inde over hverken møder eller processer i forbindelse med beslutningen om færre live-vejrudsigter, men hun er ikke i tvivl om, at vejrudsigterne har været godt for TV 2 Nyhederne.

»Det er da et stort tab for fladen. Det er en af de ting, som jeg har været rigtig glad for. Vejret har været brugt som en elastik. Vi kunne gøre indslaget længere eller kortere, hvis der var brug for det,« fortæller hun.

I forbindelse med omstruktureringen på TV 2 skal 50 medarbejdere opsiges..

Det drejer sig om 25 fastansatte og 25 tidsbegrænset ansatte.