Jes Dorph-Petersen blev tirsdag tilkendt en erstatning på godt to millioner kroner i Højesteret.
Retten fastslog, at der var begået fejl i den advokatundersøgelse, der lå til grund for fyringen af den tidligere tv-vært tilbage i 2020.
Nu reagerer Jes Dorphs tidligere kollega og nuværende vært på TV 2 Nyhederne, Mikael Kamber, på dommen.
»Det bliver kort,« gør værten det først klart, da B.T. ringer.
Han vil dog gerne sætte nogle få ord på sit syn på dommen.
»Jeg synes, det er rigtig godt og rigtig naturligt, at Højesteret har slået fast, at hvis folk skal have en meget hård sanktion, skal det ske på et dokumenteret grundlag,« siger Mikael Kamber til B.T.

Derudover har han også lykønsket Jes Dorph på Facebook, hvor han i en kommentar skriver:
'Til lykke Jes! Godt kæmpet', efterfulgt af en emoji af to hænder, der former et hjerte.
Tidligere har også TV 2-kollegaen Rasmus Tantholdt reageret på dommen.
»Jeg er på ingen måde overrasket over den her dom overhovedet,« lød det fra Rasmus Tantholdt til B.T. tirsdag.
I Landsretten blev det først slået fast, at Jes Dorph ikke var berettiget til erstatning, selvom det også her blev klargjort, at der var blevet begået fejl i advokatundersøgelsen, der førte til hans fyring.
Men med tirsdagens afgørelse i Højesteret har Jes Dorph-Petersen nu fået medhold i sit krav om en erstatning på to millioner kroner fra advokaten bag undersøgelsen, Yvonne Frederiksen.
Hendes undersøgelse resulterede som bekendt i, at Jes Dorph-Petersen blev fyret, efter to praktikanter kom med beskyldninger om seksuelle krænkelser imod ham tilbage i 2001 og 2003.
Han erkendte selv, at det ene forhold var problematisk, men i Højesteret lyder det nu, at Jes Dorph-Petersen ikke var blevet tilstrækkeligt informeret om anklagerne imod sig, ligesom advokatens begrundelse for at afskedige tv-værten var mangelfuld.
Onsdag morgen reagerede TV 2 på dommen i en kommentar, hvor administrerende direktør Anne Engdal Stig Christensen beklagede fejlene i advokatundersøgelsen, men også understregede, at hun fortsat står ved de ledelsesmæssige beslutninger, der blev truffet dengang.
Jes Dorph har i et skriftligt svar til B.T. kaldt TV 2's svar for 'ansvarsafskrivende (ansvarsfraskrivvende, red.) og æreforladt'. Det kan du læse mere om her.

