I flere år har hendes stemme og person fyldt de danske stuer. Bare ikke rigtig hjemme hos sig selv. 

Tv-værten Janni Pedersen har nemlig brugt rigtig mange timer i fjernsynet, og i dag fortryder hun, at nogle af dem ikke blev brugt sammen med sin familie i stedet. 

Det fortæller hun til Alt for damerne. 

Hun forklarer, hvordan hun har brugt aftener væk fra familien, fordi der pludselig var et skuddrama, som hun skulle dække. 

Og hvordan hun har kæmpet med en følelse af at skulle være lidt bedre end andre for at blive set. 

»Hvis jeg havde hvilet lidt mere i mig selv, så ville jeg gerne have prioriteret familien lidt mere i stedet for at sidde der i fjernsynet,« siger hun og tilføjer: 

»Jeg fik jo kun ét barn, og jeg ville gerne have været mere tilstedeværende de sidste år, Nana boede hjemme. Når jeg spørger hende, så synes hun, jeg har været en ret tilstedeværende mor.« 

Janni Pedersen mener, at det mest er en følelse, hun selv bærer på – at hun ikke har prioriteret sin familie nok. 

Men i dag ser det anderledes ud. 

Hun prioritere at hente sine børnebørn fra børnehaven og bruge meget tid sammen med dem. Det betyder nemlig mere for hende i dag at være sammen med sin familie end at dække nyhederne, forklarer hun til mediet.