Hun skal åbne Orange scene på Roskilde Festival til sommer, og for tiden er hun aktuel i 'Toppen af poppen' på TV 2.

Tilbage i 2018, før nogen havde hørt om popsangerinden Pil, kunne hendes karriere dog have taget en helt anden retning, da hendes øjne var rettet mod Medina.

35-årige Pil Kalinka Nygaard Jeppesen har de sidste par år braget frem på den danske musikscene med numre som 'Dronning af Månen', 'Omvendt' og 'Nattely'.

Sidstnævnte, der er hendes debutsingle, var dog i starten tiltænkt Medina, da Pil efter at have forsøgt sig med engelsksproget musik genopdagede den danske popdronning.

»Jeg var længe om at sætte pris på Medinas musik. Jeg var en indie-pige og gik og puttede lidt med den,« fortæller Pil og fortsætter:

»Men hun har jo bare lavet nogle kæmpe bangers og er virkelig god til at sætte ord på følelser, så jeg fik lyst til at prøve at gøre det samme.«

Pil på Grøn Koncert i 2025.
Pil på Grøn Koncert i 2025. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

I årets første afsnit af 'Toppen af poppen' fortæller Pil de andre medvirkende, at hun forsøgte at sende 'Nattely' til Medina, så hun kunne overtage nummeret.

Det lykkedes aldrig, og derfor endte hun med selv at udgive det, der altså blev hendes eget gennembrud.

Da B.T. spørger, om hun nogensinde har talt med Medina om sangen, svarer hun først:

»Ja, jeg fik æren af at møde hende ikke så lang tid efter til en 'mingling'-middag i musikbranchen.«

Pil var med til at synge fodboldlandsholdet afsted til EM i Tyskland i Tivoli 2024.
Pil var med til at synge fodboldlandsholdet afsted til EM i Tyskland i Tivoli 2024. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Hun fortsætter med et grin.

»Jeg var ved at få alt galt i halsen, fordi hun sad ved siden af mig. Det var en meget stor oplevelse.«

Pil tog mod til sig og fortalte Medina, at 'Nattely' oprindeligt var skrevet til hende, hvilket blev taget godt imod.

»Jeg ved, at da hun kørte hjem, hørte hun min sang. Det var meget 'wow, full circle!' Og senere har hun lavet sin egen version af den. Hun er meget hemmelighedsfuld omkring den, men hun spillede dengang engang i et radioprogram,« smiler Pil. 

'Toppen af poppen' 2026. Burhan G, Guldimund, Tina Dickow, Lis Sørensen, Nikolaj Vonsild og Pil.
'Toppen af poppen' 2026. Burhan G, Guldimund, Tina Dickow, Lis Sørensen, Nikolaj Vonsild og Pil. Foto: Per Arnesen

Pil delte i 2023 et klip på Instagram fra radioprogrammet 'Grand Danois', hvor man netop kan høre Medina rose Pil og fortælle om sit cover af 'Nattely'.

Det kan du høre HER.

Siden har Medina og Pil arbejdet sammen på Anton Westerlin-nummeret 'Hørt det før'