Den tidligere Hammerslag-vært og TV 2-profil, Peter Ingemann, gæster denne uges afsnit af DF-formanden Morten Messerschmidts podcast 'Ikke et ord om politik'. 

I podcasten falder snakken på TV-værtens barndom, som ikke altid har været nem, skriver Alt.dk.

For i løbet af den, svingede farens humør meget mellem at være kærlig, karismatisk og totalt destruktiv – og til sidst sluttede det hele.

»Han (faren, red.) prøvede egentlig at slå sig ihjel mange gange i løbet af et år. Altså ved simpelthen at bunde en flaske vodka eller to. Det handlede ikke om at være alkoholiker på den gængse måde – det handlede om at lukke ned,« fortæller Peter Ingemann og tilføjer:

»Han skød sig selv med en revolver. Jeg havde selv været med til at købe den på en våbenmesse i Nevada. Min søster og jeg hjalp ham med at få den delt op og med hjem. Så ja – jeg stod selv med revolveren.«

Selvom Ingenmann har oplevet meget svigt i sin barndom, så understreger han i podcasten, at han aldrig har været bange for at ende som sin far. 

Faktisk mener han, at hans oplevelser som barn, er den 'driver' som gør, at han kan levere, som han gør i dag.