Christel Pixi stopper på 'Go' morgen Danmark'.
Det skriver den 38-årige dessertkok selv i et længere opslag på Instagram, som hun indleder:
»Efter syv år inde i jeres morgenfjernsyn, mest med opskrifter inspireret fra det amerikanske overflod af et kagekøkken, og senere med nemme opskrifter til aftensmaden og madpakkerne, siger jeg pænt farvel.«
Hun skriver ikke, hvorfor hun stopper, men tilføjer, at hun elsker at stå bag skærmen, og derfor er det vemodigt at tage afsked med TV2's morgenprogram.
»Til at starte med, blev jeg skræmt ved tanken om, at det nu var et slut kapitel, da det har været en del af min identitet i mange år og mange samarbejder er bygget op deromkring. Og vil kunder og samarbejdspartnere nu stadig gerne arbejde sammen med mig på den ene eller den anden måde? Og ja det håber jeg da så gevaldigt de vil, for jeg er jo stadig mig«

Christel Pixi, der har skrevet flere bøger om kager, har igennem årene også medvirket i TV 2-programmer som 'Korpset' og 'Vild med dans'.
Hun slutter sit opslag med at se lyst på fremtiden:
»Jeg ved af erfaring, at når man afslutter et kapitel, lukker en dør, hvad end term man vil bruge, så åbnes en ny, måske endda flere. Jeg elsker at stå bag skærmen og inspirere, fortælle og smitte med uendelig begejstring for mad, rejse og eventyr og jeg håber at dette vil være starten på noget nyt.«
Se hele opslaget herunder:
