De troede, feminisme handlede om at hade mænd.

Herefter endte de to hovedpersoner i TV 2's datingprogram 'Bachelor' i en shitstorm.

Forleden lagde Ekstra Bladet en video op med de to 'bachelors' Christian Ulrik Hansen og Nicklas Flenø Mikaelsen.

I videoen bliver de to mænd spurgt til en række spørgsmål om 'icks' - altså små ting der kan dræbe tiltrækningen til en date.

Undervejs lyder spørgsmålet: 'Er det en 'ick', hvis hun er feminist'.

Christian Ulrik Hansen svarer først: 'Det har jeg det lidt stramt med.'

Christian og Nicklas fra 'Bachelor'.
Christian og Nicklas fra 'Bachelor'. Foto: Lotta Lemche/TV 2

Nicklas Flenø tilføjer: 'Det kan jeg også have det rigtig stramt med'.

Deres svar har de sidste par dage medført en storm i kommentarsporet og på sociale medier.

Blandt andet stiller en spørgsmålstegn ved, om de overhovedet ved, hvad feminisme er - og det har de efterfølgende selv bekræftet.

TV 2 har talt med de to mænd om sagen.

Her fortæller de, at de troede feminisme var en form for kvindeligt synonym for mandschauvinisme - altså en form for mandehad.

»Det er ærligt talt super pinligt, fordi det føles selvfølgelig som om, at hele resten af Danmark godt ved, hvad det er. Og så sidder der bare mig og Nicklas, der er helt uvidende,« siger Christian Ulrik Hansen til TV 2.

»Jeg forstår godt, at vi er havnet her. Jeg forstår godt, at folk har tænkt: 'hvad foregår der oppe i hovedet på de to?' tilføjer Nicklas Flenø.

De fortæller til TV 2, at stormen har været en øjenåbner, og at de selvfølgelig ville svare helt anderledes på spørgsmålet i dag.

Nicklas Flenø er fredag aften mødt op til 'Vild med dans' som publikum.

Inden showstart bliver han spurgt videre ind til sagen af den fremmødte presse.

Her lyder det først:

»Jeg er utrolig ked af det. Jeg lægger mig fladt ned. Egentlig vil jeg bare sige undskyld. Det har aldrig været min hensigt. Jeg går virkelig ind for ligestilling.«

En journalist spørger, om han er overrasket over de mange reaktioner.

»Det har jeg ikke nogen kommentarer til. Jeg er bare super ærgerlig,« slutter han.

Både Nicklas Flenø og Christian Ulrik Hansen har i dag taget kritikken til sig.

De tilføjer overfor TV 2, at de nu ser det hele som en chance for skabe mere viden om, hvad feminisme egentlig betyder.

Her kan du følge B.T.s 'Vild med dans' liveblog.