Flere spørgsmål blafrer fortsat i vinden, efter det forleden kom frem, at TV 2 ikke vil have Oh Land tilbage som 'X Factor'-dommer.

Den 41-årige sangerinde var ellers klar til at vende tilbage, eftersom at hendes datter 11 måneder gamle datter, Bellis, er blevet rask ovenpå et alvorligt kræftforløb.

Thomas Blachman tilbød tilmed at gå ned i løn, så der kunne blive plads til Oh Land, men alligevel sagde TV 2 nej.

Årsagen til hvorfor, står altså fortsat hen i det uvisse, selvom TV 2 overfor B.T. lader en dør stå på klem.

B.T. har jagtet konkrete svar på sagen og blandt andet spurgt TV 2, hvorfor de afviste en model med fire dommere, selvom Thomas Blachman tilbød at gå ned i løn.

Kanalen er også blevet bedt om at forklare, hvorfor Oh Land ikke kunne vende tilbage efter datterens sygdomsforløb.

Men det vil TV 2 fortsat ikke svare på.

I stedet gentager TV 2s programredaktør Dorte Borregaard i en mail til B.T., at 'der er tale om en personlig og sårbar sag'.

»Vi og produktionsselskabet må erkende, at vi ikke har været gode nok til at håndtere den, og det kan vi kun beklage,« lyder det.

Og så kommer kanalen med en udstrakt hånd til Oh Land:

»Vi er meget glade for vores løbende samarbejde med Nanna og håber, at hun også fremover vil have lyst til at samarbejde med os på TV 2«

Dermed står døren til TV 2 tilsyneladende stadig på klem for Oh Land. 

Om den også står åben til ‘X Factor’, melder svaret dog intet om.

Thomas Blachman har ellers gjort det klart, at han mener, Oh Land burde være blevet modtaget med åbne arme.

I Radio IIII-programmet 'Det, vi taler om' blev en lydfil med 'X Factor'-dommeren afspillet.

»At få et sygt barn er 1000 gange værre end selv at være syg, og en god arbejdsgiver i det tilfælde siger: Hold da op, men én ting kan vi gøre. Du skal vide, at vi har en stol til dig, for du er genial til det, du gør. Så du skal komme tilbage, når du har lyst,« lød det fra Thomas Blachman.

Han har samtidig kaldt tv-branchen den »koldeste i røven« af dem alle. Også tidligere 'X Factor'-vært, Sofie Linde, har været ude med riven.

I samme podcast kalder hun behandlingen af Oh Land for »uværdig« og understregede at hun mener  »medmenneskeligheden var glippet hos både BLU og TV 2«.

B.T. forsøger at få en kommentar fra Oh Land til TV 2s nye melding – herunder om hun fortsat ønsker at arbejde for kanalen.