I anledningen af fastelavn stod TV 2-profilen og svingede håndklædet inde i en sauna, da det gik galt.
I saunaklubben Havnsø Havnebad var Bo Brønnum, der er bedre kendt som Bo Lydmand, nemlig gusmester, da han pludseligt besvimede og mistede bevidstheden i 30 sekunder.
Derfor røg han videre til indlæggelse på hospitalet, skriver Ekstra Bladet.
Årsagen var alt for lavt blodtryk, forklarer han. Bo Brønnum har været igennem et større vægttab, der har kunnet lade sig gøre grundet en stram diæt.
Hytteost, kål og æg. Og lidt alkohol ved lejligheder.
»Jeg har tabt mig ret meget, men jeg spiser stadig blodtrykssænkende medicin, så det har fucket med det,« siger han.
Så da varmen i saunaen spredte sig, kunne hans krop altså ikke holde til det.
Heldigvis var der flere omkring ham, som reagerede hurtigt. Derfor har Bo Brønnum det mandag okay igen. Han stod nemlig tidligt op og var tilbage på arbejde som kok, hvor han lavede mad til 150 børn.
Bo Brønnum er kendt for rollen som Bo Lydmand. Sammen med Tobias Dybvad laver de programmet 'Verdensmænd'.
