I TV 2's datingprogram 'Bachelor' opstår der dårlig stemning i onsdagens program.
I tirsdagens udsendelse så man, hvordan bacheloren Nicklas havde inviteret tre kvinder med på date - Nadia, Julie og Jeamilla.
Men sidstnævnte endte med at løbe med det meste af taletiden og opmærksomheden under daten, hvilket skabte stor frustration hos Julie og Nadia, der følte, at de konstant blev afbrudt.
I onsdagens program ser man, hvordan Jeamilla bliver bekendt med de andre kvinder syn på daten, og da Nadia og Jeamilla tager en snak om det, er det svært for hende at holde tårerne tilbage.
»Det gør mig ked af det, for jeg har altid været bange for at være for meget,« siger Jeamilla i programmet.
Hun fortæller samtidig, at det blot føltes naturligt at snakke under daten med Nicklas.

»Det er svært at holde sig tilbage på daten, for jeg kan mærke, der er god kemi, og jeg vil rigtig gerne snakke med Nicklas. Normalt når man er en date, skal man jo ikke holde sig tilbage, og man skal ikke tænke på, om man må svare nu eller på andre piger,« forklarer hun.
Bacheloren Nicklas Mikaelsen er dog noget uforstående over for kritikken og tager Jeamilla i forsvar.
»Den date er klippet ned til tre-fire minutter, men der bliver snakket rigtig meget med alle kvinderne,« fortæller han til B.T. og uddyber:
»Jeg vil lægge mig fladt ned og sige; ja, hun snakker meget, men er der noget galt i det? Det synes jeg ikke, for tiden er spinkel og præmissen er, at kvinderne skal træde et skridt frem og få et ord indført.«

Nicklas Mikaelsen understreger, at det man ser på tv er rigtigt nok - men han oplevede ikke situationen helt så opdelt.
»Jeg oplevede det slet ikke så sort/hvidt, som det blev fremstillet,« siger Nicklas Mikaelsen.
Han fortæller, at under optagelserne til tv-programmet var han meget afskåret fra alt det, der foregik i kvindernes villa, og derfor fandt han først ud af, at der overhovedet havde været et problem, da han så det på tv.
»Det er først nu, det går op for mig, det var en ting, jeg anede det ikke dernede,« forklarer han.
Bacheloren mener dog, at det bedste havde været at konfrontere Jeamilla med kritikken først, inden man sagde det foran alle.
»Jeg synes, man skylder Jeamilla og gå til hende og fortælle det, inden man snakker om det offentligt i plenum.«
Han forstår dog også til fulde de andre kvinders følelser, fordi hele oplevelsen med at optage 'Bachelor' var så intens.
»Jeg kan jeg sagtens forholde mig til Julie og Nadias følelser, for det er et følsomt univers, og man er virkelig blottet,« siger Nicklas Mikaelsen og tilføjer:
»Det er en ærgerlig situation, og jeg kan godt forstå deres frustrationer.«
'Bachelor' sendes hver tirsdag til torsdag på TV 2 Echo og TV 2 Play.
